EU i krig i Afrika: Kompliceret, brutalt og fjernt

AFRIKA:For godt et år siden forvandlede en islamistisk oprørsgruppe byen Palma til et blodbad. 

Byen, der ligger på grænsen til Mozambiques nordlige nabo Tanzania, er base for et stort naturgasprojekt, som det franske energiselskab Total står for, og derfor var der mange udlændinge i byen.

De søgte tilflugt på byens store hotel, hvorfra de organiserede en konvoj af biler, der skulle bringe dem i sikkerhed på Totals naturgasanlæg 15 kilometer fra byen.

Konvojen vovede sig af sted, men blev angrebet, og mange blev brutalt myrdet. 

Det er tragisk - men spørgsmålet er, om nyheden havde nået de internationale medier, hvis det ikke havde været for én ting: 

Hudfarven på de døde. Det var nemlig hvide mennesker, der næsten alle arbejdede for det franske olieselskab, Total. At hvide bliver halshugget af sorte er ganske enkelt en bedre historie end sorte, der dræber sorte. Det sidste sker hver dag og er ikke en historie, der bliver breaking news i Europa. Men det blev angrebet i Palma. Hvad der startede som lokalt oprør, blev pludselig internationalt. 

Og muligvis derfor er der i dag en militær EU-mission i landet. Den blev vedtaget kort efter angrebet.

Officielt af humanitære grunde

Om den havde været der, hvis ikke der havde været hvide mennesker og værdifulde naturressourcer involveret, er usikkert.

Det er selvsagt et spørgsmål uden reelt svar - for det officielle svar på spørgsmålet om, hvorfor EU skal sende militær til det så fjernt hjørne af det afrikanske kontinent - handler selvfølgelig ikke om økonomiske interesser, men om at hjælpe med at få stoppet en humanitær katastrofe og få stoppet de islamistiske terrorister. 

At tilstandene i det nordlige Mozambique er katastrofale, er der ingen tvivl om. Det er et af de fattigste områder i verden - udover svært tilgængelige naturressourcer findes der simpelthen intet af kontant værdi. Jorden opdyrkes stadig mest med hakker, klimaforandringerne har ramt hårdt, og hungersnød er indimellem hverdag.

Nødlidende

Alt mangler her - hospitaler, asfalt, rent vand, medicin, og årtier med krig og konflikt har ødelagt det meste af det, der trods alt var. 

Først var der krigen mod kolonimagten Portugal. Den endte i 1975, da portugiserne endelig erkendte, at selvfølgelig skulle Mozambique ikke styres fra Lissabon. Kort efter startede så 15 år med blodig borgerkrig - på ene side det dengang kommunistiske Frelimo, der overtog magten, da portugiserne overlod den, og på den anden side RENAMO, der var støttet af Sydafrika, det daværende Rhodesia og USA. 

Borgerkrigen sluttede med Sovjetunionens kollaps og afskaffelsen af apartheidstyret i Sydafrika, men konflikten ulmer stadig, og noget fredeligt demokrati er Mozambique langt fra. 

Den nuværende konflikt i den nordligste provins begyndte tilbage i oktober 2017, da en gruppe unge angreb tre politistationer i byen Mocímboa da Praia. De unge var løst organiseret under navnet Ansar al-Sunna, og deres oprør handlede om to ting:  Der er et religiøst islæt, en kamp for at koranen skal overholdes mere stramt, og så er der kampen for en ligelig fordeling af de penge, der kommer ind fra gassen.

Konflikten vokser

Konflikten er siden vokset i omfang. 

Omkring 735.000 mennesker er - ifølge seneste tal fra UNHCR - flygtet til mere sikre steder. 4000 er dræbt. 

I dag kalder både EU og USA oprørsbevægelserne for islamiske terrorister, men hvor tætte oprørsgruppernes forbindelse er til Al Shabab og Islamisk Stat er usikkert. Men der er - siger professor Joseph Hanlon fra London School of Economics - en risiko for, at jo mere USA hævder, at det er Islamisk Stat, som er involveret i konflikten, jo mere vil Islamisk Stat involvere sig i konflikten.  Det kan ende som IS mod USA på afrikansk jord. 

Der er den ikke kommet til endnu, men konflikten handler i dag om meget mere end lokale forhold - og den udkæmpes af mange, der har aldrig før har været i landet.

Tropper fra 24 lande

Mindst 24 lande har sendt tropper til Mozambique - fra EU har 11 lande sendt soldater, flest kommer fra Portugal, men også blandt andre Spanien, Grækenland og Finland er med. Oveni kommer så de lejesoldater, som regeringen i Maputo har hyret - de kommer blandt andet fra den russiske Wagner-gruppe. 

EU deltager ikke direkte i væbnede kampe, men hjælper med at træne Mozambiques militær.  

Det var - og er - der sådan set også god grund til. For hæren har også gjort sig skyldig i forbrydelser mod de civile, og den er hårdt plaget af korruption.

Betaler Total Rwanda for at sende soldater?

Men nogen større forskel har EU's bidrag ikke gjort - det har derimod Rwandas. Flere tusinde soldater fra RDF - Rwanda Defense Force - har tvunget oprørsbevægelserne tilbage,  og de udsendte tropper fra det ganske lille land har endnu engang bevist, at Rwanda har kontinentets mest effektive militær. 

Hvem der har betalt for Rwandas indsats er uafklaret - men at Frankrig og Total har spillet en rolle er sikkert. 

Interventionen fra verden har gjort Capo Delgado til et mere sikkert sted, men godt er det bestemt ikke. Mozambiques regering har forbudt adgang til området for både nødhjælpsorganisationer, journalister og også for flygtninge, der gerne vil vende hjem. 

Gas-udvindingen er stadig sat på pause, og franske Total har afvist, at den kommer i gang, før der kan garanteres for sikkerheden for de udsendte.  Mozambique har tilbudt, at de vil etablere en heftigt bevogtet sikkerhedszone i området med gas, men det har Total foreløbigt afvist. 

Hvad angår den humanitære katastrofe, er der foreløbigt ingen bedring i sigte. EU har tilbudt en hjælpepakke, men den har regeringen afvist at tage i mod. 

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i missionen, og generelt har vi da heller ikke store interesser i Mozambique.