Ingen hjælp på vej: Vi må selv klare prisstigningerne

Ingen ser dyrere oksefars i en historisk og/eller global kontekst, men ser derimod gerne, at nogen gør noget, og her er nærliggende bud på nogen selvfølgelig regeringen. Men selv om de gerne vil, kan de ikke gøre det store

Dyrere priser på benzin og diesel har kun gjort det billigere at tage cyklen i stedet. <i>Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Dyrere priser på benzin og diesel har kun gjort det billigere at tage cyklen i stedet. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:Alt stiger. 

Tandpasta, renten, æg og prisen for den 3. Limfjordsforbindelse. 

Eneste undtagelse er farten på motorvejene, men det fald skyldes også prisstigningerne. På et år er brændstof steget med omkring 35 procent, og det er blevet for dyrt at køre stærkt. 

Vi skal tilbage til 1984 for at finde lignende dramatiske prisstigninger, og inden vi får set os om, kan vi hurtigt være der, hvor kun de, der kan huske 70'erne, vil kunne mindes værre.  

Dengang var det til gengæld også helt galt - både inflation og renten på boliglån var to-cifret, antallet af arbejdsløse var seks-cifret, og to gange blev kronen devalueret. 

Så galt er det slet ikke i dag, og intet overhovedet tyder på, at det ender så galt. Dansk økonomi er et andet sted end dengang, Anker Jørgensen sad for bordenden. 

Men at det har været værre betyder ikke, at det er et godt. At børn sulter i Afrika har aldrig fået danske børn til at elske broccoli, og at inflationen er værre i det meste af resten af verden, gør ikke regningen for Netto-turen mindre. 

Ingen ser dyrere oksefars i en historisk og/eller global kontekst, men ser derimod gerne, at nogen gør noget, og her er nærliggende bud på nogen selvfølgelig regeringen. 

Det er et ønske, regeringen nok gerne ville indfri, men kun vanskeligt kan opfylde. Prisstigningerne kan regeringen kun i meget begrænset omfang gøre noget ved, og eneste reelle mulighed er hjælpepakker - enten i form af rede penge til udvalgte grupper eller lavere afgifter til alle. 

God vilje har der været i udspil, men konkret handling er kun sket i ét tilfælde. En varmepakke er på plads, men regeringens seneste forsøg på at få endnu en hjælpepakke vedtaget er parkeret. For løftet - anderledes kunne udspillet fra Socialdemokratiets ikke læses - om en check på 5000 kroner til de fattigste pensionister lignede en sikker sag, da det blev meldt ud i slutningen af april, men om den nogensinde kommer er siden blevet usikkert. Hverken Venstre, Konservative eller Radikale Venstre vil være med, og nu er checken blevet placeret som en del af forhandlingen om den grønne skattereform. 

Muligvis strander den der, og det vil - ifølge alle stort set alle økonomiske eksperter, der har udtalt sig om sagen - også være det bedste. 

For selvom alle gerne vil have lidt ekstra, og nogen virkelig har brug for det, vil hjælpepakker - ifølge eksperterne - kun øge inflationen.  Den økonomiske overvismand, Carl-Johan Dalgaard, sammenlignede det med at tisse i bukserne for at holde varmen, mens tænketanken Cepos mente, at det ville være benzin på inflationsbålet. 

Skal der hjælpepakker på bordet, skal pengene findes andre steder i statsbudgettet, og det lader sig vanskeligt gøre, uden at det koster på velfærden et eller andet sted. I den sammenhæng nytter det ikke at droppe et milliardprojekt som 3. Limfjordsforbindelse, for det vil ikke hjælpe nu og her. 

Men at skære i velfærden vil heller ikke være populært, og selvom det skulle lykkedes at finde nogen penge på budgettet, vil fordeling af dem heller ikke være nogen let opgave. For hvem er virkelig værdigt trængende? Fattige pensionister er omtrent de eneste, flertallet kan blive enige om. 

Kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker på overførselsindkomst er givet også hårdt ramte, men hæver man deres ydelse, vil debatten om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at arbejde, hurtigt begynde, og så begynder den endeløse skrue: Skal lavtlønnede så ikke også have hjælp, og hvem er egentlig lavtlønnet? 

Det er ikke en optimal situation for regeringen,  og derfor kommer der ikke store hjælpepakker i spil på den her side af sommerferien, og muligvis kommer de aldrig. 

Foreløbig skal ingen i hvert fald regne med statens hjælp. 

- Der vil være danskere, som får stadigt sværere ved at få deres privatøkonomi til at hænge sammen, lød konstateringen fra statsministeren i Folketinget tirsdag, og det er ord, ingen statsminister har lyst til at tage i brug. 

For populære statsministre skal sikre det modsatte - hvad de også har gjort i de seneste ti år, hvor reallønnen kun er steget. Men nu falder den, og med højst et år til næste valg er det en ganske alvorlig trussel for regeringen. Fortsætter prisernes himmelflugt, og kommer der endnu en kold vinter med høje energipriser, vil det være den værst tænkelige optakt til en valgkamp.  

For regeringer er det aldrig let at skulle på valg i krisetider, og uanset om valget så kommer allerede til efteråret eller først til foråret, bliver det noget af en opgave at overbevise nok om, at det ikke er Mette Frederiksens skyld, at alt er steget.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden