Kommentar: Pape som statsminister? Meget kan gå galt, men helt usandsynligt er det ikke

I disse så geografisk orienterede tider kommer det ikke Pape til skade, at han er opvokset i Bjerringbro. Jysk som Støjberg er han ikke, men omvendt kan han ikke beskyldes for at være fast gæst i elitens saloner

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har meldt sig som statsministerkandidat. <i>Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har meldt sig som statsministerkandidat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Jeg er den bedste til at være statsminister. 

Selvtilliden fejler ingenting hos Søren Pape Poulsen og De Konservative, der nu officielt er tilbage som et parti, der mener sig stort nok til at gå efter landets øverste job. 

Det er efterhånden længe siden, at De Konservative sidst stillede med en statsministerkandidat - siden de glade dage helt tilbage i firserne i forrige årtusinde har partiet været nærmere spærregrænsen, end de har været på at indtage det fornemme kontor i Skt. Jørgens Gård. 

Men nu er der nye tider i det gamle parti. Godt nok er De Konservative stadig et mindre parti - de fik bare 6,6 procent af stemmerne ved valget i 2019 - men i nærmest alle målinger de seneste par år står partiet til en markant fremgang, og det er i forventning om, at de holder, at Pape nu melder sit kandidatur. Seneste målinger tegner en fordobling af både stemmeprocent og mandater, og De Konservative står til at blive omtrent samme størrelse som Venstre, der nu må erkende, at de ikke længere er det største dyr på den borgerlige savanne. 

Pape har - som han også gentagne gange understregede på pressemødet - leveret et godt stykke arbejde, siden han i 2014 overtog posten som politisk leder af et parti i dyb og lang krise. Pape - der er uddannet speditør, næsten færdiguddannet som skolelærer og på det tidspunkt sad som borgmester i Viborg - blev set som endnu en nødløsning i en lang rækker af nødløsninger. 

Ved det efterfølgende valg i 2015 lykkedes det nok at komme over spærregrænsen, men at Pape syv år senere skulle være en mulig statsminister var der ingen, der troede på.  Trods alt havde Pape hentet størstedelen af sin politiske erfaring som byrådsmedlem i hjemstavnen, Bjerringbro, og var nærmest totalt ukendt udenfor det midtjyske. 

Men nødløsningen viste sig at være den rigtige løsning. Først fik han stoppet nedturen, senere startet opturen, og nu er tiden altså inde til virkelig at gå efter topposten. 

At han gør det nu skyldes ikke kun den forventede fremgang til eget parti, men også tilstanden i andre partier og blandt deres vælgere. For borgerlige vælgere - minus de, der stemmer på Venstre - vil nemlig hellere have Pape som statsminister end de vil have Jakob Ellemann-Jensen, og blandt alle vælgere peger omtrent halvdelen på Pape som den mest troværdige partileder.  

At han er endt som den mest troværdige partileder kan skyldes, at han ikke ofte roder sig ud i de store politiske slagsmål med skinger tale og voldsomme anklager. Pape har bragt De Konservative tilbage som en slags fornuftens alternativ til de mere balstyriske opkomlinge i DF og Nye Borgerlige, og på udlændingepolitikken har han positioneret De Konservative som et parti, ingen kan anklage for at ligne Radikale Venstre.  

 I disse så geografisk orienterede tider kommer det heller ikke Pape til skade, at han er opvokset i Bjerringbro, hvor - som C.V. Jørgensen sang -  hele hovedgaden emmer af landmænd fit for fight. Jysk som Støjberg er han ikke, men omvendt kan han ikke beskyldes for at være fast gæst i elitens saloner. I den sammenhæng tæller det også til hans fordel, at han har 18 års virkelig erhvervserfaring, og ikke er cand. scient.pol. 

Skal han ende som statsminister kræver det selvsagt, at blå blok vinder valget, og at et flertal af de blå mandater efterfølgende peger på ham. Vejen dertil er lang, meget kan gå galt, men helt usandsynligt er det dog ikke. 

Ingen blå partier har endnu officielt valgt side mellem V og K, men - siger alle seks blå partier - byder Pape velkommen som kandidat, og vil tage stilling, når de har vurderet sagen nærmere. Men politisk ligger Nye Borgerlige tættere på De Konservative end på Venstre, og hos Danmarksdemokraterne kunne det muligvis friste Inger Støjberg at levere et slags tak for sidst til Ellemann-Jensen ved at pege på Pape.  

Også Venstre byder - udadtil - den nye statsministerkandidat velkommen. 

-  Jeg må tilstå, at det ikke er den mest overraskende nyhed i dansk politik nogensinde. Jeg har betragtet Søren som kandidat til statsministerposten i lang tid, siger Jakob Ellemann-Jensen. 

De to blå kandidater er uenige om, hvem der skal være statsminister i en mulig borgerlig regering. V mener, at det bør være kandidaten fra det største parti efter valget - K mener, at det bør være den kandidat, flest mandater peger på. 

Noget større skænderi ender det dog næppe i, for det vil kun være til fordel for Mette Frederiksen. Derfor vil Pape og Ellemann-Jensen også bestræbe sig på at ligne gode venner i valgkampen. For kommer de to op at tottes for tit, vil det udstille den betydelige uenighed, der er i blå blok, og de har de ingen interesse i. 

Men forskel er der - Pape vil have nul vækst i den offentlige sektor, han vil af med Arne-pensionen og han vil have skattelettelser, men det er der langt fra enighed om i blå blok. 

Den uenighed, og usikkerheden om hvem der bliver blå bloks endelige statsministerkandidat, vil regeringen og dens støttepartier gøre alt for at få frem i den kommende valgkamp. 

Så for Mette Frederiksen var det slet ikke nogen dårlig udmelding, Søren Pape Poulsen kom med i dag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden