Minkkommissionen afslutter et kapitel: Her står vi nu

Sidste mand i vidneskranken var tidligere departementschef Henrik Studsgaaard, der for anden gang skulle svare på spørgsmål om de paniske dage i starten af november 2020, hvor der blev trykket på den helt store alarm-knap, og alle danske mink blev beordret aflivet. Det var en beslutning af historiske dimensioner - også fordi bakspejlets klarhed viste, at den mildt sagt var overilet. 

Den økonomiske regning er gjort op - mink-branchen er tæt på død, op mod 18,5 milliarder skal der betales i erstatning, og der er tabte eksportindtægter for et mindre milliardbeløb - men den politiske regning er der ikke endnu. 

Nok er Mogens Jensen for længst gået af som minister, og normalt ville det række til at lukke sagen, men mink-skandalen er ikke normal. 

Fredag var dag 34 med afhøringer i gransknings-kommissionen, og det bliver - formentlig - også den sidste. Flere afhøringer er der i hvert fald ikke planlagt, og nu skal de tre medlemmer af mink-kommissionen i gang med det skriftlige arbejde. 

De tre - formanden landsdommer Michael Kistrup, professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann - skal i de kommende måneder samle det særdeles omfattende materiale til en rapport. 

Officielt lyder opgaven sådan her: Kommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i tilknytning til beslutningen i november 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives straks som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19. 

Mette Frederiksen er ikke nævnt i opgavebeskrivelsen, men alligevel er det hende, der er helt central. Når rapporten kommer - efter planen i juni - vil alle lede efter svar på, hvor meget, Mette Frederiksen vidste om den manglende lovhjemmel, og hvornår hun vidste det. 

Vidste hun for meget for tidligt, kan det ende med de helt store ting som mistillid og rigsretssag. 

Ordene skal nok blive brugt, men næppe af regeringens støttepartier. 

For heller ikke på de to sidste afhøringsdage kom der noget frem, der for alvor belaster Mette Frederiksen. Faktisk kom der nærmest ikke noget nyt frem - kun få nye dokumenter, og de fleste spørgsmål handlede om at få uddybet tidligere stillede spørgsmål. 

Der blev ikke rokket ved fortællingen om de helt centrale dage i den første halvdel af november.

Beslutningen om at aflive minkene blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november - tidligere på dagen havde SSI meddelt, at de havde fundet den nu berømte cluster 5, der i de dage blev vurderet til at udgøre en trussel for folkesundheden i den ganske verden.  Blandt embedsfolk var der forskellige holdninger til lovligheden i nedslagtningen. I Fødevareministeriet var holdningen, at det ville være ulovligt, men den vurdering blev ikke direkte formidlet til politikerne. Godt nok stod det i papirerne i det såkaldte cover, der blev udarbejdet til koordinationsudvalget, men ingen læste det, og da det af justitsministeriet blev fastslået, at der ikke var lovhjemmel, så var det for sent. For den melding kom først, efter at Mette Frederiksen havde sagt, at alle mink skulle slås ned. At der ikke var lovhjemmel, blev Mette Frederiksen - ifølge egen og andres forklaring - først informeret om sent lørdag 7. november. 

Når sagen næppe ender med at vælte statsministeren skyldes det også, at det er det enkelte resort-ministerium, der har ansvaret. Især statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der blev genafhørt i sidste uge, brugte meget krudt på at få understreget, at det hele kunne have udviklet sig meget mere heldigt hvis Mogens Jensen og hans embedsfolk havde været mere vakse. 

Men selvom kommissionens arbejde ikke koster statsministeren jobbet, har den givet ridser i lakken. For allerede nu står det klart, at der var betydelig forvirring og kluntet kommunikation i de november-dage. For en statsminister, der gerne vil fremstå handlekraftig på en velovervejet facon, er det en meget dårlig sag. 

SMS-beskederne alene - både de slettede og de i retten fremviste - er også en belastning, uanset hvad kommissionen når frem til. De er ikke så centrale i selve sagen, men hvad angår regeringens og Mette Frederiksens image er de det.  

Sagen har allerede haft betydelige konsekvenser for Mette Frederiksen, og til juni afgøres det, om den skal have flere og mere alvorlige.