Tilbage til fortiden: Støjbergs parti er en drøm om en tid, der har været

Hovedstadsmedierne synes overbeviste om, at Inger Støjberg rummer essensen af Jylland, men hun kommer næppe til at støvsuge stemmer her. Stemmer skal hun dog nok få. Støjberg er optur, kampgejst og en mester i at fremstille sig som oprører fra provinsen

Inger Støjberg vil tilbage på Christiansborg. <i>Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Inger Støjberg vil tilbage på Christiansborg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

PARTI:Fem uger efter hun smed fodlænken, er hun tilbage i centrum: Når det handler om at sætte dagsordenen er der ingen over, egentlig heller ikke nogen ved siden af Inger Støjberg, der allerede onsdag igen blev breaking news, da hendes studentermedhjælper, Dianna Pedersen, sendte en sms rundt til medierne med info om, at Støjberg gerne ville tale med pressen om det nye parti, Danmarksdemokraterne.  

Her er Støjberg både formand og - indtil videre - eneste medlem. Der er ingen organisation, ingen spin-maskine og ingen rig bagmand, men indtil videre er det heller ikke nødvendigt. 

Støjberg kan - i hvert fald i første omgang - det hele selv, og selvtilliden har på ingen måde taget skade af dommen i rigsretten. 

Med sans for den historiske detalje var presseseancen henlagt til Hvidsten Kro - en på alle måder dansk kro, kendt for æggekage med flæsk og frihedskæmperne fra Hvidstensgruppen. 

Vælgererklæringerne skal hun nok få samlet i løbet af sommeren, og Danmarksdemokraterne vil blive et af de minimum 15 partier, der kommer på stemmesedlen til næste valg. 

Det er et projekt, der alene skal bæres hjem af Støjbergs popularitet. Foreløbig er hun alene - moralsk støtte har hun fået fra især tidligere DF-medlemmer, men ingen har direkte meldt sig ind.  

Der har været samtaler med andre politikere - mest prominente navn er selvfølgelig Kristian Thulesen Dahl, der har været forbi Støjbergs parcelhus i Had- sund flere gange, men også den aalborgensiske rådmand og DF-afhopper, Kristoffer Hjort-Storm,  har talt flere gange med Støjberg. Men - siger han til Nordjyske - skal han melde sig ind, skal han vide mere om partiets politik. 

Noget partiprogram foreligger nemlig ikke. I diverse interviews har Støjberg dog givet en slags skitse, og vurderet ud fra den er der mildt sagt ikke meget nytænkning i projektet.

Det forekommer at være et parti for fortiden, og et parti båret af en drøm om at genskabe en tid, der har været. Tilbage - som Støjberg selv siger i et af dagens mange interviews - til dengang EU kun var EF, tilbage til VKO-samarbejdets storhedstid i nullerne og tilbage til en tid, hvor udlændinge og værdisnak om frikadeller i børnehaver var øverst på dagsordenen. En mærkesag for partiet bliver det også at sørge for, at provinsen bliver prioriteret mindst lige så højt som hovedstaden, og at det generelle københavneri skal stoppes. 

Det lyder næsten 1:1 som Dansk Folkeparti. Støjberg er lidt mere liberal og lidt mere EU-venlig end Messerschmidt, men der er forskel i detaljen.  Derimod lyder Danmarksdemokraterne ikke som noget liberalt parti, og "Venstre helt ind til knoglerne" er Støjberg åbenlyst ikke mere. 

Den helt store forskel mellem DF og Danmarksdemokraterne handler da heller ikke om politik, men meget mere om stemningen. DF er endt som et vrissent foretagende, hvor kun få har den parti-loyalitet, der er nødvendig for at sikre overlevelse.

Mange af de frafaldne DF-folk vil givet se Danmarksdemokraterne som en mulighed for at komme tilbage på vinderholdet. Støjberg er optur, kampgejst og så er hun en mester i at fremstille sig som oprører fra provinsen, der forstår det jævne folk og tør tale den københavnsk baserede elite imod.  

At hun er lykkedes så godt med at iscenesætte sig selv som provinsens politiske dronning skyldes langt hen ad vejen faktisk en del af den københavnske elite.  Hovedstadsmedierne synes overbevist om, at Inger Støjberg rummer essensen af Jylland, og utallige er de reportager, der har fremstillet Hadsund som en by, hvor alle elsker Støjberg.  

Sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke. Støjberg kommer ikke til at støvsuge Mariagerfjord for stemmer, og om Danmarksdemokraterne kommer til at gøre nogen videre forskel for andre end Dansk Folkeparti er slet ikke sikkert.  Men at hun kommer til at gøre en negativ forskel for DF er helt sikkert, og blandt de øvrige borgerlige partier vil begejstringen også være til at overse. Danmarksdemokraterne vil tage stemmer, og endnu et borgerligt parti gør det endnu sværere at få øje på, hvad blå blok egentlig kan blive enige om. 

Valgt skal hun nok blive, men at ændre noget kræver både mandater og politik. Danmarksdemokraterne synes kun at have én mærkesag - nemlig at få Støjberg tilbage på Christiansborg, men bortset fra den er der meget lidt særegent ved partiet. En stram udlændingepolitik og et land i bedre balance er også på programmet hos mange andre partier. 

Partiets største udfordring bliver at finde en politik til en tid, der er helt anderledes end dengang, Støjberg serverede lagkage i Udlændingeministeriet. Støjberg blev stor i tiden før corona, inflation og Ukraine, og selvom det i kalenderen ikke er længe siden, er verden blevet en anden på de år. 

Spørgsmålet er, om Danmarksdemokraterne har opdaget det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden