Tusindvis af sider med barsk kritik, men en sætning kan redde Mette Frederiksen fra rigsretten

MINKSAG:Det var ikke bare forkert, det var ulovligt, og det var groft vildledende, da statsministeren en mørk novemberdag i 2020 fortalte de godt 1000 danske minkavlere, at de skulle slå deres dyr ihjel. 

Men - konkluderer Minkkommissionen - Mette Frederiksen vidste det ikke. 

Kommissionens beretning er i ni bind og på flere tusinde sider, men for statsministeren vejer en enkelt sætning tungere end alle de andre sider. 

Subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil, står der, og det er med andre ord præcis det samme, som Mette Frederiksen har hævdet hele tiden. Hun vidste det ikke. Hun havde ikke noget fortsæt, og havde hun vidst det, havde hun ventet med ordren, til der var lovhjemmel. Mere tager kommissionen ikke stilling til. Det skyldes ikke mangelfuldt arbejde, men simpelthen opdraget, der afskrev dem fra at tage til stilling til, om statsministeren har handlet groft uagtsomt ved ikke selv aktivt at gøre mere for at tjekke, om der nu var lovhjemmel.

Derfor er den ene sætning den helt centrale, og det er den, der gør det muligt og måske endda sandsynligt, at Mette Frederiksen slipper med en næse. Det vil være en næse af størst mulig størrelse, og den komme med alvorsord, men den vil overordnet være til at leve med. 

Skal der ske mere, skal der samles et folketingsflertal for en advokatundersøgelse, og senere igen et flertal for at stille Mette Frederiksen for en rigsret.

At minkskandalen ender for rigsretten er stadig en mulighed, men det synes ikke at være den mest sandsynlige udgang. Blå blok vil rigtig gerne have det, men har ikke det nødvendige flertal. Mindst et af tre støttepartier skal skifte holdning, og to kan allerede udelukkes. 

Enhedslisten - repræsenteret i granskningsudvalget af nordjyske Peder Hvelplund - blev overbevist allerede efter at have hørt mink-kommissionens gennemgang overfor udvalget. 

Lidt mere uklar var meldingen fra SF, men partiets udvalgte gransker, Karina Lorentzen, fik dog sagt, at der tegner sig dog et billede af, at statsministeren ikke vidste, at der manglede hjemmel til den her aflivning, og det kan vanskeligt læses som andet end en fredning af statsministeren. 

Tilbage er der så de radikale, og deres repræsentant, Andreas Stenberg, sagde intet andet, end at nu ville han hjem og læse, inden han og folketingsgruppen vil tage stilling. På forhånd - i et interview med Politiken - har partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, dog sagt, at hvis de skulle stemme for en advokatundersøgelse og eventuelt at kunne straffe Mette Frederiksen med mere end kritik og næse, ville det afhænge af, om Mette Frederiksen havde »et forsæt« til at iværksætte nedslagtning af alle mink i Danmark uden lovhjemmel. 

Mink-beretningen siger det modsatte - at Mette Frederiksen ikke havde forsæt - og derfor peger pilen på, at radikale trods meget kraftige opfordringer fra blå blok ikke kommer til at stemme for en advokatundersøgelse.

Men bortset fra den centrale sætning er beretningen en uhørt skarp og sønderlemmende kritik af faktisk alle de, der var med til at træffe og eksekvere beslutningen om mink-aflivningen. Med lidt mere omhu i arbejdet kunne skandalen været undgået, fastslår kommissionen, der heller ikke roser statsministeriet for hverken hastværk eller indblanding. Det er også en kritik af Mette Frederiksens valg om at centralisere magten i statsministeriet. 

Værst går det udover Fødevareministeriet og daværende minister, Mogens Jensen. Sidstnævnte kan kun være glad for, at han er allerede gået af, for ellers kunne konsekvenserne have været værre. 

Styr på lov og sandhed var der nemlig ikke i ministeriet i de hektiske dage. Kommissionen tror ikke på, at Mogens Jensen først fik besked om manglende lovhjemmel 7. november 2020. Ifølge kommissionen fik han dem nemlig den 5. november 2020, og kommissionen finder således, at Mogens Jensen i hvert fald under samrådet den 11. november gav urigtige oplysninger.

Sagt mere direkte så løj Mogens Jensen i Folketinget. 

Mink-kommissionen har ikke taget stilling til, om det overhovedet var nødvendigt med aflivningen, men den har taget stilling til hele processen omkring den beslutning, der blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg om aftenen 3. november. 

Resultatet er en sjælden barsk kritik, og historisk er den ikke kun i graden af kritik, men også i antallet af kritiserede. Ti af landets fremmeste embedsfolk, alle med positioner i samfundets absolutte top, har gjort deres arbejde så dårligt, at kommissionen mener, at der kan rejses en disciplinærsag mod dem. 

Mest prominente navn er statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der får følgende konklusion: Hun har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirkning til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholde heraf.

Det er ikke en fyreseddel, men det vil være mildt sagt overraskende, hvis Mette Frederiksen holder hånden over Barbara Bertelsen. For i offentligheden bliver departementschefen set som meget mere end en embedskvinde - nærmere som statsministerens højre hånd - og derfor vil det også være en vis politisk gevinst ved at fyre den ellers både værdsatte og fortrolige departementschef. 

Hvad der skal ske med de øvrige embedsmænd - inklusive rigspolitichef Thorkild Fogde, der bliver kritiseret for ikke at have reageret med det samme, han fik kendskab til, at der manglede lovhjemmel - vil have ikke have samme politiske fokus, og derfor bliver konsekvenserne næppe så drastiske. 

Derimod vil der være et gigantisk fokus på Mette Frederiksen, der i morgen holder pressemøde om sagen. Her vil hun gentage det, hun sagde tidligere på ugen. 

Nemlig at sagen ikke skal have konsekvenser for hende eller regeringen, men selvfølgelig har sagen allerede fået store konsekvenser. 

Den handler om fundamentale ting som retssikkerhed, tillid til myndighederne, og det er ikke kun den radikale gennemlæsning, der truer statsministeren. 

For uanset hvor sagen ender rent politik, så er det væsentligste stadig vælgernes dom. Nu kommer der til at gå lidt længere inden næste valg - der er for meget, der skal ryddes op til, at et valg i det tidlige efterår forekommer realistisk - men om senest et år skal det være, og her vil sagen ikke være glemt. 

Det vil være en presset statsminister, der i morgen byder velkommen i Statsministeriet.