Anders Broholm lover ikke noget
Formanden for sundhedsudvalget roser Det Frivilliges Hus, men har ikke en pose penge i baglommen
FREDERIKSHAVN: - Det er vigtigt at understrege, at Det Frivilliges Hus er en selvstændig forening, som ikke har noget med kommunen at gøre. Der, hvor linket til kommunen kommer, er vedrørende de såkaldte Paragraf 18-midler, som sundhedsudvalget uddeler til frivilligt socialt arbejde, siger Anders Broholm (V), der er formand for sundhedsudvalget.
I klemme
Det Frivilliges Hus får 240.000 kroner årligt fra Paragraf 18-midlerne, men nu har Frederikshavn Kommune præciseret, at pengene skal gå til aktiviteter og ikke til løn og drift.
Dermed er Det Frivilliges Hus i klemme, for her er det nødvendigt med en lønnet leder.
- Vi har haft en god dialog med de frivillige netop for at skabe nogle ordentlige rammer. Og jeg vil godt sige, at de mange penge er godt givet ud, fordi huset repræsenterer mange forskellige foreninger.
Årlig uddeling
- Men de frivillige vil gerne vide, om I politikere fortsat vil støtte det Frivilliges Hus økonomisk.
- Vi kan ikke bare sige, at de frivillige skal have 240.000 kroner fast om året. Der er jo tale om puljemidler, som skal deles ud, og hvor foreningerne indsender en ansøgning. Det er en uddeling, som finder sted år for år, siger Anders Broholm, der har haft en tæt dialog med repræsentanter fra Det Frivilliges Hus.
Personlig mening
- Min egen personlige holdning er, at der bliver gjort et godt stykke arbejde i Det Frivilliges Hus, og det er samtidigt vigtigt, at foreningerne har en sammenslutning. Men Kommunen har jo ikke smækket kassen i, og samtidig er problemet også, at ministeriet kun vil give halvdelen af det beløb, de hidtil har givet, siger Anders Broholm.
Kasserer i Det Frivilliges Hus, Gurli Nielsen, er ikke tilfreds med udmeldingen fra udvalgsformanden.
Bruger fritiden
- De frivillige bruger en stor del af deres fritid på at hjælpe andre, og samtidig repræsenterer Det Frivilliges Hus alle foreninger i Frederikshavn Kommune. Hvis ikke vi kan få pengene fra Paragraf 18-midlerne, hvorfor finder politikerne så ikke bare et andet sted i budgettet, hvor de kan støtte frivilligt arbejde, siger Gurli Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.