Aalborg

Anders var millimeter fra døden

21-årige Anders Johannsen fik skåret halsen over, da han hjalp pige, der blev overfaldet af kæresten

Da en pige blev skubbet omkuld af sin kæreste, ville Anders Johannsen hjælpe hende på benene igen. Han troede, at kæresten slog ud efter ham med en lighter, men det viste sig at være en skarp kniv. Han måtte syes med 12 sting. Nu opfordrer han politi og diskoteker til at være mere opmærksomme på folk, der bærer kniv i nattelivet. Foto: Martel Andersen

Da en pige blev skubbet omkuld af sin kæreste, ville Anders Johannsen hjælpe hende på benene igen. Han troede, at kæresten slog ud efter ham med en lighter, men det viste sig at være en skarp kniv. Han måtte syes med 12 sting. Nu opfordrer han politi og diskoteker til at være mere opmærksomme på folk, der bærer kniv i nattelivet. Foto: Martel Andersen

AALBORG:Anders Johannsen var to millimeter fra at miste livet. Selv mener han, at det er rent held, at han stadig er her i dag.

Egentlig skulle det bare have været en hyggelig tur i byen - en forsinket julefrokost med kollegerne. Stemningen var rigtig god, da 21-årige Anders Johannsen beslutter sig for at tage en hurtig smøg uden for bierbaren Heidi’s ved Jomfru Ane Gade.

- Mens jeg står og ryger, ser jeg en pige, der bliver skubbet omkuld - det er først bagefter, jeg har fundet ud af, at det var hendes kæreste, fortæller Anders Johannsen.

Som noget helt naturligt springer han hen for at hjælpe hende op og børste hende af.

- Og måske har jeg sagt et eller andet om, at ”nu skal du da vist lige slappe af” til fyren, fortæller Anders Johannsen.

Det viser sig at blive fatalt.

Mærker ikke kniven

- Han må have følt sig truet, konkluderer Anders Johannsen, der ikke når at opfatte, hvad der sker.

- Jeg tror, det er en lighter, han stikker ud efter mig med, fortæller han.

Men den 18-årige mand, der langer ud efter ham, har ikke en lighter i hånden. Det er en flere centimeter lang og rasende skarp kniv, der flår halsen åben på Anders Johannsen. Men han opdager det ikke.

I stedet løber han efter den 18-årige, da han stikker af. Anders Johannsen er ikke helt sikker på hvorfor. Efter flere meter mærker han, at noget er galt.

- Jeg kigger ned ad mig selv og åbner blazeren. Og så kan jeg bare se, at der er blod over det hele, fortæller han.

- Den slags sker kun på film

Anders Johannsen bliver standset ved Musikkælderen, hvor dørmænd hjælper med at forbinde ham og lægge pres på såret, indtil ambulancen kommer.

Ifølge Anders Johannsen er paramedicinerne rystede over, hvad de ser.

- De sagde, at det ikke så godt ud, siger han og fortæller, hvordan tankerne hvirvlede rundt på vejen til sygehuset.

Hvordan han pludselig tænkte på sin niece, sine brødre, mor, far og kammerater.

Først senere bliver han klar over, hvor tæt han har været på at dø. Kniven var to millimeter fra hans pulsåre i halsen. En råkold søndag morgen kunne have været hans sidste. Tanken er underligt foruroligende.

- Den slags sker kun på film eller i København - det sker for andre.

Fjern knive i nattelivet

At det var ham, der blev offer for den 18-åriges vrede, var tilfældigt, mener Anders Johannsen. Alligevel føler han sig ikke længere tryg i Jomfru Ane Gade.

- Der kommer til at gå lang tid, før jeg skal i byen igen, understreger Anders Johannsen, der undrer sig over, at nogen overhovedet tager en kniv med i byen uden at blive opdaget.

- Det burde være noget, man satte ind overfor. Måske kunne politiet lave stikprøver, eller dørmændene kunne have en metaldetektor - i hvert fald bør man gøre noget mere for at forhindre den slags.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.