Andersen: Vi var ikke gode nok
Tilbagevendte Sebastian Andersen klar i mælet efter nederlag
Opdateret kl. 20:42
ROSKILDE: Hobro IK tabte sæsonpremieren i 1. division med 3-1 på udebane mod FC Roskilde i en kamp, hvor der blev dømt hele fire straffespark undervejs.
Men de flere kontroversielle kendelser kan heller ikke skjule et billede af, at Hobro bestemt ikke så godt ud i sæsonpremieren - specielt ikke i første halvleg.
- Generelt må vi bare erkende, at vi ikke var gode nok - især i første halvleg - men jeg synes, vi kom godt tilbage i kampen, og nu skal vi gerne have en sejr i næste kamp mod Helsingør. Oprykningsdrømmen vælter jo ikke af et nederlag, siger Sebastian Andersen.
Han spillede senest i Hobro i oprykningssæsonen i 2014 og havde da også holdets bedste forsøg inden pausen, hvor hjemmeholdets målmand med det yderste af neglene fik fat i en flad frisparksbold.
Kantspilleren, der er hentet i Viborg, havde dog også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, til de mange straffespark.
- Jeg synes lidt, at det er en joke, må jeg erkende. Jeg kan i hvert fald ikke tidligere huske, at jeg har været med i en kamp, hvor der er blevet dømt fire straffespark. Jeg ved godt, det er svært at være dommer. Jeg har selv prøvet det i nogle ungdomskampe og skal ikke være efter ham på den måde. Men det var da en ny oplevelse, siger Sebastian Andersen.