Anfører: Der er ro på bagperronen
Chris Sørensen vil gerne slutte sin karriere med oprykning til superligaen

Chris Sørensen glæder sig over at være en del af en dirkefri defensiv hos Vendsyssel FF.Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe
HELSINGØR:Vendsyssel FF hentede som det eneste af topholdene i NordicBet Ligaen tre point i søndagens spillerunde, da Helsingør blev besejret 1-0.
Og det er der perspektiver i for vendelboerne, der med sejre i sæsonens to sidste kampe kan sikre sig direkte oprykning til Alka Superligaen.
Hvis holdet formår at slå HB Køge hjemme i den kommende weekend, venter et drabeligt oprykningsslag ude mod Hobro i sidste runde.
- Jo, vi har da bemærket, at førstepladsen er indenfor rækkevidde. Nu kan vi pludselig selv afgøre det, og det er jo ikke så tosset. Vi vil gøre, hvad vi kan, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger anfører Chris Sørensen.
Modsat de øvrige tophold har Vendsyssel FF ramt en stribe af gode resultater de seneste uger.
Primært via en god defensiv organisation, som Chris Søren selv er en del af som venstre back. I de fire seneste kampe har man holdt nullet.
- Der er virkelig kommet ro på bagperronen, og vi står godt på banen. Vi kan ikke gøre så meget ved, hvad de andre hold gør. Vi kan fokusere på os selv og vores egen indsats, og det vil vi også gøre i de kommende kampe, sagde Chris Sørensen, der indstiller sin lange fodboldkarriere efter sæsonen.
- Det kunne være sjovt at slutte med en oprykning til superligaen, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.