Misforstå mig ikke: Jeg synes, at de fortjener al den kritik, de kan bære.

Men plattenslagere har eksisteret, så længe nogen fandt på at sælge noget til andre mennesker. De flytter ind, hvor reglerne er svage, kontrollen mangelfuld og gevinsten stor.

Det er næsten deres jobbeskrivelse.

Derfor ligger den største skandale i sagerne om de mange elselskaber, der driver gæk med kunderne, efter min mening et helt andet sted.

Hos politikerne. Hos myndighederne. Hos det system, som alt for længe har kigget på, mens tilliden til elmarkedet blev udhulet – og du og jeg blev holdt for nar.

Lige nu er det Velkommen-koncernen, der er i vælten.

Her har massevis af kunder klaget over manglende udbetalinger af tilgodehavender, og for en måned siden kulminerede det med både politianmeldelser og konkursbegæringer.

Hvordan en koncern kan oparbejde en gæld på over 400 millioner kroner, samtidig med at kundernes penge forsvinder ud mellem fingrene på den, er stadig uklart.

Pengene har ingen foreløbigt været i stand til at finde, og nu er den nordjyske erhvervsmand Magnus Kjøller så pludselig blevet en nøglefigur i dramaet på en måde, der rejser en lang række spørgsmål.

Kunderne er de store tabere. Hver eneste gang. Og vi ser det igen og igen.

Alt fra tilbageholdte tilgodehavender til uigennemskuelige regninger, ulovlig markedsføring, vildledning og forretningsmodeller, der er en bananrepublik værdig.

Og straffen? Påbud. Påtaler. En løftet pegefinger. Fornærmende små bøder, alt imens skruppelløse ejere mæsker sig i millioner.

Og nu står vi så her.

Med en klima-, energi- og forsyningsminister, Samira Nawa (R), der vil indkalde til drøftelser for at finde ud af, hvordan vi rydder op i branchen.

Det er et svigt, at landets folkevalgte i så mange år har undladt at gribe ind med mere end hensigtserklæringer og flossede plastre på et åbent benbrud.

Nu må vi forvente – ja, kræve – at de griber til helt andre midler. Og tre ting virker efterhånden indlysende.

For det første bør acontobetalinger afskaffes. Kunderne skal betale for den strøm, de bruger – ikke fungere som rentefri bank for selskaber, der mangler likviditet.

For det andet skal retten til at drive elselskab kunne fratages hurtigt og effektivt. Permanent, hvis det er nødvendigt. 

El er en samfundskritisk infrastruktur. Alligevel virker det lettere at åbne et elselskab end en pølsevogn – og lettere at slippe af sted med at snyde end at blive smidt ud.

For det tredje skal systematisk bedrageri, underslæb eller grov misligholdelse af kundernes penge behandles præcis, som hvis det foregik i enhver anden virksomhed.

Hvis en håndværker modtog hundredtusindvis af kroner for et tag, der aldrig blev lagt, ville ingen nøjes med en påtale eller et påbud.

Og hvis en netbutik systematisk tilbageholdt penge, som tilhørte kunderne, ville politiet sandsynligvis banke på længe før tilsynsmyndighederne.

Hvorfor skal elselskaber være en undtagelse?

Og så er vi tilbage ved pointen:

Plattenslagerne i elbranchen er ikke de eneste skurke. De har blot gjort det, plattenslagere altid gør. De har udnyttet et system, der var alt for let at udnytte.

Den egentlige prøve begynder først nu.

For hvis politikerne endnu en gang nøjes med at stramme lidt hist og justere lidt pist, kommer vi til at sidde med præcis den samme diskussion igen om et år.

Blot med nye selskabsnavne og nye kunder, der spørger sig selv, hvor deres penge blev af.

Peter Simonsen er redaktionschef for Nordjyske Erhverv.