Anføreren: Vi stolede ikke på konceptet
Mors-Thy spillerne håber at få Jan Paulsen tilbage som cheftræner
Opdateret kl. 15:52
THISTED: - Vi stolede ikke på konceptet, og den gensidige tillid mellem træner og spillere manglede.
Sådan forklarer anføreren for Mors-Thy Håndbold, målmand Søren Pedersen, at spillertruppen har stået bag skilsmissen med cheftræner Anders Thomsen.
- Vi fandt det naturligt at køre videre med de ting, der fungerede så godt i sidste sæson og gav os en overraskende fjerdeplads. Men i stedet for at implementere 10 nye spillere i den spillemåde, som vi var trygge ved i den tilbageværende trup, har Anders Thomsen sadlet om til et koncept, som 20 spillere skulle lære fra bunden, siger Søren Pedersen, der som eksempel nævner nye formationer i forsvaret med spillere i uvante roller.
Ønsker Paulsen tilbage
Anføreren fastslår, at henvendelsen til ledelsen ikke primært var affødt af nederlagene i sæsonens tre første kampe.
- Med lidt held og snilde havde vi stået med fire point i stedet for nul.
Søren Pedersen håber, at Mors-Thy nu finder en cheftræner, som spillerne har tillid til, og han lægger ikke skjul på, at sidste sæsons succestræner Jan Paulsen står øverst på ønskesedlen.
- Jan Paulsen er en moderne type, der både evner at gennemføre et spillesystem og samtidig giver spillerne lov til at udvikle sig.
- Jeg siger ikke, at Anders Thomsen er en dårlig træner, men hos os gav hans kompetencer ikke den synenergy, der er alfa og omega.