Anholdt med 400 gram amfetamin
48-årig mand fra Aalestrup varetægtsfængslet
AALESTRUP: En 48-årig mand sigtes for at have haft 400 gram amfetamin til videresalg på sin adresse i Aalestrup.
- Han er sigtet efter den grove narkobestemmelse, men han nægter, oplyser anklager Sebastian Reventlow.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør i Aalborg, men dørene blev lukket for offentligheden af hensyn til den videre efterforskning efter anmodning fra politiet.
Derfor er der ingen oplysninger om, hvordan poltiet har fundet frem til den 48-årige eller, hvor narkoen blev fundet på adressen.
Manden er varetægtsfængslet til 8. februar, og han har ikke kæret afgørelsen til landsretten.