Jeg skrev, at landbruget udleder for meget kvælstof, at havmiljøet betaler regningen, og at årtiers frivillighed slet ikke havde leveret tilstrækkeligt. Derfor måtte politikerne gribe hårdere ind, også selv om nogle landbrug ville bukke under.

Tre år senere står vi så her.

En ny kvælstofregulering er på vej. Nordjyske landboforeninger har trukket håndbremsen i den grønne trepart. Landmænd advarer om økonomisk ruin, og politikere, som selv har været med til at skrue maskinen sammen, er begyndt at kigge bekymret på, hvad der kommer ud i den anden ende.

Har jeg skiftet mening?

Nej.

Limfjorden får ikke sine fisk tilbage af hensyn til landmandens egenkapital. Kvælstofudledningen skal ned, og når omkring 60 procent af Danmark er landbrugsareal, forekommer det heller ikke videre revolutionært at mene, at naturen godt må få mere plads.

Men netop derfor er jeg blevet optaget af et spørgsmål, som drukner i slagsmålet om modeller, kvoter og kompensation. Og som jeg ærligt talt heller ikke selv har været optaget nok af:

Hvilket landbrug vil vi egentlig stå tilbage med?

For det er jo dét, vi er i gang med at beslutte. 

Den grønne trepart og den nye regulering ændrer ikke bare grænseværdier, men hvor vi dyrker, hvad vi dyrker, hvor mange dyr vi har – og hvilke danske råvarer fødevareindustrien bagefter har at arbejde med.

Lige nu kan et af resultaterne meget vel blive langt færre danske grøntsager.

Det er alligevel en præstation.

Vi bruger milliarder på grøn omstilling, opfordrer danskerne til at spise grønnere og taler om robuste forsyningskæder, hvorefter vi laver en regulering, som risikerer at gøre livet særdeles vanskeligt for dem, der rent faktisk dyrker guleroden.

Grøntsager fylder blot omkring 0,3 procent af det dyrkede danske areal. Alligevel viser beregninger fra Seges Innovation, at grøntsagsproducenter i nogle tilfælde kan få behov for mellem to og seks hektar brak for hver hektar grøntsager.

For porrer er tallet cirka seks, for løg godt fem og for gulerødder knap to. Det er voldsomme konsekvenser.

Og hvis en reguleringsmodel risikerer at gøre dele af dansk grøntsagsproduktion økonomisk håbløs, samtidig med at politikerne ønsker mere af den, bør vi have åndsnærværelse nok til at undersøge modellen frem for at beundre dens konsekvens.

Coop siger allerede åbent, at danske grøntsager kan blive erstattet af udenlandske, hvis prisforskellen bliver stor nok. Rosenkålen er allerede rykket til Holland.

En hollandsk grøntsag belaster ikke nødvendigvis miljøet mere. Men hvad har vi egentlig vundet, hvis den danske spidskål forsvinder fra marken, mens vi fortsat spiser den – nu bare importeret?

Og lad os så gøre diskussionen sværere. For hvad med koen? Og grisen?

Hvis jeg mener alvorligt, at dansk landbrug skal fylde mindre, kan jeg heller ikke kræve, at enhver svinestald og malkekvægsbesætning overlever uforandret. Der kommer færre dyr. Bedrifter vil lukke.

Men så store konsekvenser bør være resultatet af bevidste valg og et solidt fagligt grundlag – ikke noget, vi opdager bagefter som en bivirkning.

Tag Vrejlev Kloster med sine 400 køer uden for Vrå.

Selv hvis ejer Malthe Holst helt undlod at gøde sine marker, vil bedriften ifølge landbrugets egne beregninger ligge over den foreløbige udledningsgrænse.

Hvis landmanden kan fjerne gødningen og stadig dumpe prøven, skal staten være usædvanligt sikker på, at prøven måler det rigtige. Og måske bliver den fagligt rigtige konklusion stadig, at Vrejlev Kloster skal have færre køer.

Det kan jeg sagtens acceptere. For regulering må gerne gøre ondt – ellers regulerer den sjældent ret meget. Smerten er bare ikke dokumentation for, at politikken virker.

Og så er der det, som forsvinder, når man kun måler landbrugets beskedne andel af dansk økonomi: Landbruget stopper ikke ved markskellet.

I Nordjylland fortsætter råvarerne ind på mejerierne, slagterierne og fødevarefabrikkerne – og derfra videre til virksomhederne omkring dem.

Derfor er regulering af landbruget også erhvervs-, fødevare- og regionalpolitik. Det betyder ikke, at vi skal frede produktionen for at beskytte næste led. Så kunne miljøet vente endnu 30 år.

Men vi bør kræve, at politikerne ved, hvad de forsøger at bevare, samtidig med at de afvikler noget andet.

Jeg har stadig meget lidt tilovers for forestillingen om, at dansk landbrug skal konserveres, som det var. Grise, køer og kartofler har ikke diplomatisk immunitet.

Til gengæld har jeg fået større sympati for et andet argument:

Når vi nu gennemfører den største ombygning af dansk landbrug i generationer, bør vi have en klar idé om, hvad vi ønsker på den anden side.

Jeg vil gerne have et landbrug, der fylder mindre og belaster mindre. Jeg vil også gerne have køer, grise og fødevarevirksomheder i Nordjylland.

Og når støvet har lagt sig, vil jeg meget gerne stadig kunne købe en dansk gulerod.

Peter Simonsen er redaktionschef for Nordjyske Erhverv.