Anklage: Slået fra fødslen

65-årig mand tiltalt for incest mod sine døtre

Arkivfoto: Bente Poder

Arkivfoto: Bente Poder

JAMMERBUGT:Mens moren ramt af svær sygdom var konstant sengeliggende siden 2004 voksede to piger op med en far, der begik incest og slog døtrene med en livrem med metalspænde eller en ildrager.

Det er den alvorlige anklage mod en 65-årig mand fra Jammerbugt Kommune.

Han nægtede stålfast anklagerne, da retssagen begyndte mandag i byretten i Hjørring. Han har også nægtet at lade sig mentalundersøge.

- Denne sag har udviklet sig så grotesk. Jeg stiller op til en undersøgelse, hvis man begynder med, at mentalundersøge de personer, som har startet denne sag, sagde den 65-årige mand.

Anmeldt af kommunen

Anklager Karina Skou mener, manden har begået grov vold, incest og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med børn under 12 år.

Mens volden mod de to piger - som i dag er 18 og 14 år - stod på fra 1995 til sommeren 2011, så fandt de seksuelle overgreb sted fra døtrene var fire år til de var henholdsvis 10 og syv år.

Jammerbugt Kommune anmeldte i september 2011 faren til politiet.

Stak af hjemmefra

Inden anmeldelsen var begge piger blevet anbragt i pleje uden for hjemmet i sommeren 2011, da først den ældste af pigerne begyndte at stikke af hjemmefra. Da hun blev anbragt stak også den yngste pige af, forklarede deres far i retten.

Den 65-årige har syv børn fra et tidligere ægteskab, og i dag har han en smule kontakt med tre af dem.

Han beskrev sig som en god far for børnene, der var opdraget med regler og disciplin.

- Det er søde og rare piger. Jeg har altid været stolt af dem. Jeg har aldrig oplevet, de var bange for mig. Jeg har aldrig slået dem. Aldrig, aldrig, aldrig, sagde den anklagede.

Besøg af plejere

Den nye hustrus sygdom betyder, at der kommer plejere i hjemmet døgnet rundt, og faren afviste at have begået seksuelle overgreb. Men hvorfor kommer pigerne så med anklagerne, spurgte Karina Skou.

Den 65-årige forklarede, at da den ældste blev 14, ville hun have en kæreste, men faren nægtede hende lov, fordi den pågældende dreng var dårligt selskab.

I samme periode var pigen på stærk medicin efter at have gennemgået en operation, og hun begyndte at stikke af, sagde den 65-årige, som aftalte med kommunen, at pigen kom i pleje.

- Det er først efter, hun er kommet i familiepleje, at der kommer disse beskyldninger, sagde han.

Der ventes dom onsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden