Anklager: Lærervikar slog og ydmygede små elever

Anklagemyndigheden går efter mindst et års fængsel til den 42-årige tidligere lærervikar, der er tiltalt for blandt andet vold mod en hel 2. klasse på Gudumholm Skole

Jesper Ramsing
Foto: Lars Pauli
Retssag 14. juni 2018 10:18 - Opdateret 22. juni 2018 10:46

AALBORG: Anklagemyndigheden går efter mindst et års fængsel til en 42-årig tidligere lærervikar, der er tiltalt for at have udsat en hel 2. klasse for vold, tvang og frihedsberøvelse.

Det kom frem torsdag i Retten i Aalborg, da anklager Peter Rask procederede i den omfattende sag mod den tidligere lærervikar på Gudumholm Skole i Storvorde.

Den 42-årige er tiltalt for 29 tilfælde af vold, tvang, frihedsberøvelse og trusler mod de 20 elever i 2. klassen i august til oktober 2015.

- Der er tale om små børn, som skulle have set ham som omsorgsperson. Her er det modsat, og det mener jeg, er særdeles skærpende, sagde Peter Rask.

Truede med at slå kæledyr ihjel

Lærervikaren er blandt andet tiltalt for at have slået eleverne over fingrene med linealer og kosteskaft, når de lavede fejl i de opgaver, som han stillede dem.

Ifølge anklagemyndigheden blev eleverne også jævnligt afstraffet og ydmyget - bl.a. ved at blive bundet fast til en pæl eller tapet fast til et bordben, mens lærervikaren fik de andre elever til at grine af dem, ligesom han tvang nogle elever til at holde deres klassekammerater fast, mens han slog dem over fingrene.

Lærervikaren skulle også have truet eleverne til ikke at fortælle noget ved blandt andet at true dem med vold eller med at slå deres kæledyr ihjel.

Og ifølge anklageren, så var det grunden til, at der skulle gå 14 måneder, før den første elev fortalte om det i starten af 2017, og sagen herefter begyndte at rulle.

Kæden hoppede af

Anklager Peter Rask lagde i sin procedure vægt på, at flere vidner på skolen har forklaret i retten, at eleverne ændrede adfærd, efter den 42-årige vikar kom ind i klassen.

Men anklageren mener ikke, at vikaren har haft en ond hensigt - nærmere tværtimod.

- Jeg tror ikke, at han (den 42-årige) er ond, og han fremstår umiddelbart også meget sympatisk - også her i retten. Jeg tror egentlig, han har villet det godt og har været meget ambitiøs, men på et tidspunkt er kæden hoppet af, da modstanden kom. Og så har han benyttet sig af afstraffelse og ydmygelser, sagde Peter Rask.

Anklager: Elever er troværdige

Den 42-årige nægter sig skyldig i alle anklager, og har i retten forklaret, at det er pure opspind fra børnene.

I stedet har han forklaret, at han fik styr på klassen ved hjælp af nye indlæringsmetoder - blandt andet læringslege. Det skulle også være i forbindelse med lege, at eleverne nogle gange har været bundet fast til en pæl, forklarede han.

Men det er helt usandsynligt at tro, at små børn på mellem syv og ni år, skulle have rottet sig sammen og fundet på det hele, understregede Peter Rask i sin procedure.

I alt 18 børn er blevet videoafhørt af politiet, og deres forklaringer er over flere retsdage blevet afspillet i retten. Og anklageren lægger heller ikke skjul på, at det altafgørende bevis i sagen, er netop børnenes forklaring.

- Børnene er det centrale bevis i sagen, og det er selvfølgelig op til retten, om man tror på børnene. Men for mig at se, har alle børn afgivet en meget, meget troværdig forklaring, sagde Peter Rask.

Den 42-åriges forsvarer, Charles Lindberg, procederer senere torsdag for, at hans klient skal frifindes.

Der forventes at falde dom i sagen i næste uge.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...