Anlæg samme sted
Byrådet fastholdt, at solfangeranlæg skal være ved Lunderbjerg.
Byrådet har besluttet at fastholde, at der skal arbejdes videre med etablering af et solfangeranlæg ved Dronninglund på den oprindeligt tænkte placering - ved Lunderbjerg. Det er Dronninglund Varmeværk, der ønsker at opføre det. Naboer har peget på andre placeringsmuligheder, men byrådet nåede altså frem til, at det ikke bliver dem, men den først tænkte placering, der skal arbejdes på. Emnet affødte en del debat. - Der er foreslået, at man flytter det ud på Storskovvej, men det er blevet undersøgt, og jordbundsforholdene gør, at det ikke er en mulig placering, Det andet alternativ er i et naturområde, og kommer vi ind i det, så får vi problemer i forhold til de naturområder, der er der. Det tredje alternativ er i en fredsskov nær grave. Samlet set gør det, at jeg mener, at vi er nødt til at holde fast i den placering, argumenterede Mikael Klitgaard (V). Alternativt forslag Karsten Frederiksen (K) pegede på, at æstetikken er vigtig, når man placerer sådan et anlæg - og argumenterede for, at der skal tages hensyn til naboerne. - Mit forslag er, at man ser på alternative placeringer. Jeg synes ikke det er alfa og omega, at det skal ligge lige der, sagde han. Eskild Sloth Andersen (S) bemærkede, at han selv har udsigt til området. - Det bliver meget synligt. Kunne man finde en anden placering øst for den gamle kirkegård, hvor det er mere skjult? Jeg synes, man skal tænke andre placeringer ind, men det er et godt projekt, og jeg går ind for det, sagde han. Mikael Klitgaard fortalte, at spørgsmålet om placering er godt bearbejdet - og at der er en grøn kile i området, man også skal tage hensyn til. - Vi har diskuteret det og har desværre ikke kunnet finde en anden løsning, konstaterede han. Karl Emil Nielsen (DF) fandt det vigtigt at inddrage borgerne, men kunne ikke se andre muligheder end at køre videre med den samme placering. Arne M. Jensen (S) bakkede op om Mikael Klitgaard. - Det har været undersøgt på kryds og tværs med placeringen, og næsten uanset, hvor man vil placere det, så vil der være nogen, der synes, at det skal være et andet sted. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan bede en virksomhed om at undersøge alt muligt. Natur- og Miljøklagenævnet har været inde i sagen og har bedt om fornyet sagsbehandling, som også omfatter en vvm-redegørelse. Karsten Frederiksen var bekymret for, hvad den nu vil komme til at vise. Han stillede forslag om, at alternative placeringsmuligheder skulle undersøges - men det var kun ham selv, der kunne stemme for den løsning. Derefter vedtog et enigt byråd, at der skal arbejdes videre med den oprindelige placering. Emnet alternativ energi vil give komme op i byrådet igen. - Det vil komme flere ting med det her, når vi frem til 2050 skal være fri for fossile brændstoffer, konstaterede Mikael Klitgaard under debatten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.