Anmeldelse: ”The Revenant” er en bjergtagende flot film

Oscar-favoritten bør ses i biografen, mener NORDJYSKEs anmelder

Leonardo DiCaprio er stærk i hovedrollen med det tykt ironiske navn, Glass. For hvis der er én ting, han ikke gør, så er det at gå let i stykker.

Daniel Vendner

19. marts 2016 kl. 14:02
Opdateret 22. marts 2016 kl. 12:21

KULTUR: Uanset hvor filmglad jeg er, så er beskrivelsen ”Oscar-favorit” overhovedet ikke ensbetydende med begejstret forventning fra min side. Guderne skal vide, at de små, fine guldstatuetter langt fra altid bliver givet til de film, jeg har fundet gode. Ofte har jeg set til med undrende hovedrysten, når prisen er blevet uddelt - nogle gange allerede, når de nominerede er blevet offentliggjort.

Hyggelig krostue, som bare venter på gæster.

Familievenligt på Postgaarden

Men i tilfældet ”The Revenant” kan jeg sagtens forstå, at de mere eller mindre fagkyndige har lyst til at dynge den til i priser.

Helt præcist er filmen nomineret til 12 Oscars, heriblandt i nogle af de helt tunge kategorier som ”Bedste film” og ”Bedste skuespiller” - og det er helt forståeligt. Filmen er virkelig god og Leonardo DiCaprio er ganske fremragende i hovedrollen, mens også Tom Hardy skal nævnes. Sidstnævnte er da også nomineret i kategorien ”Bedste birolle”.

Det er langt fra uvant for Tom Hardy at spille skurken - og det er forståeligt, at filmmagere på stribe vælger ham til netop de roller. Som Fitzgerald, der dræber?Glass’ søn, er Hardy endnu engang formidabel.

Men ”The Revenant” er ikke nomineret til ”Bedste manuskript”, og det er mindst lige så forståeligt.

For skal ærligheden have lov at råde, så sker der ikke forfærdeligt meget i ”The Revenant”. Det er en god, gammeldags hævnfilm med det næsten tyndslidte hovedplot: mand dræber en anden mands søn. Dræbte søns far søger hævn.

Se traileren til The Revenant her:

Aldrig så flot som her

Så er det pakket ind i 1800-tallets evige strid mellem forskellige indianerstammer og nyamerikanerne, og at den dræbte søn er halvt indianer, som skaber et mindre drama i sig selv - i hvert fald i omkring 10 minutter. Men der er intet banebrydende nyt at komme efter. Hævn-historien er blevet fortalt mange gange før - også bedre end her.

En ret stor del af filmen går med, at Glass ligger skadet på jorden og forsøger at komme sig. For at det hele ikke skal blive for kedeligt, begaves seeren med flotte drømmesekvenser som her (det er meget flottere på film end et billede kan vise).

Men sjældent så flot som her. Aldrig så flot som her, faktisk. ”The Revenant” er også nomineret til en Oscar for både ”Bedste fotografering” og ”Bedste instruktør”, og hvis der er nogen ret til i verden, så får instruktør Alejandro Gonzáles Iñárritu og filmfotograf Emmanuel Lubezki de fine statuetter med hjem til kaminhylden.

Det ville i så fald være anden gang - i træk. For Iñárritu og Lubezki vandt sidste år de samme priser for filmen ”Birdman” (der i øvrigt også på mest retfærdige vis vandt i kategorien ”Bedste film”), der var et visuelt overdådigt indblik i en skuespillers sidste forsøg på at holde fast i både sin karriere og sit mentale velbefindende.

Den film blev især bemærket for sin illusion af at være en one-take-film - altså en film, der er filmet helt uden klip. Det var den nu ikke, men den indeholdt afsindigt lange scener uden klip, og det er åbenbart noget, Iñárritu og Lubezki har en forkærlighed for. ”The Revenant” ligger i hvert fald heller ikke på den lade side, når det kommer til lange scener uden klip. Hele åbningsscenen, hvor en gruppe af pelsjægere bliver angrebet af indianere er eksempelvis tæt ved én lang, flydende optagelse - selvom jeg har en mistanke om, at der er snyd med i spillet.

Tiden fløj afsted

Snyd eller ej, så tager det dog ikke noget fra den følelse af total overvældelse, scenen efterlader seeren med - og det er en følelse, der varer ved filmen igennem. For uanset hvor banal - og til tider stillestående - historien er, så sørger billedsiden for, at man på intet tidspunkt keder sig. Storslåede panoreringer hen over sneklædte landskaber, tilisede floder og rimfrosne skovområder lyder måske ikke spændende, men er du gal, hvor er det bjergtagende.

”Film skal ses i biografen,” sagde Ole ”Bogart” Michelsen altid. Det kan diskuteres længe og intenst, om det altid passer, men aldrig har det været så gældende, som det er med ”The Revenant”. For de mere end 2,5 time, som filmen varer, fløj afsted i biografen, hvor billede og lyd kunne opsluge mig og nærmest tvinge mig ind i filmens på én gang mørke og sneblændende univers. Og jeg elskede det. Men jeg ved også inderst inde, at så jeg filmen hjemme i stuen - hvor skærmen ellers også er mere end rigeligt stor og højttalerne kunne blæse yveret af en stående ko - ville ”The Revenant også være en af de film, hvor jeg nemt kom til at sidde og tjekke Facebook eller Twitter undervejs.

Den slags hader jeg ellers.

Derfor: se ”The Revenant”. Men se den i biografen. Du gør dig selv en tjeneste, og filmen fortjener det. Og nej, det får jeg ikke billige biografbilletter for at skrive.

Om ikke andet, så gør det, fordi det er så sjældent, der er brug for armlæn i biografen. Men i en scene, hvor Leonardo DiCaprios hovedperson bliver angrebet af en bjørn, er det altså meget rart at have noget at holde fast i, for er du gal, det er grove løjer!