Kultur

Anmeldelse: Tre opkald til Claudia

Det er nu, hun skal vælge, om hun vil være skurk

Bimse, Nicky og revisoren Erik. Hold nu op en cool revisor. Og skummel. Foto: Christian Geisnæs
Bimse, Nicky og revisoren Erik. Hold nu op en cool revisor. Og skummel. Foto: Christian Geisnæs

Opdateret 22. marts 2016 kl. 13:44

KULTUR: Allerede i første afsnit så vi Claudias forvandling. Hun gik fra at være klog, dydig og ambitiøs til at være kynisk og ambitiøs. Hun besluttede, at hun ville magten. Koste hvad det vil.

Hun har også det, der skal til: Hun er velforberedt til fingerspidserne. Får altid det sidste ord. Er lynende intelligent. Har det totale overblik. Behersker situationen.

Altså lige indtil dette afsnit, hvor vi ser hende blive sat på plads tre gange. Her er simpelthen tre opkald fra virkeligheden.

Første gang er det erhvervsjournalisten Mia, der gør det. Claudia (Natalia Manueno) forsøger at presse Mia (Charlotte Munk), og Mia lukker munden på hende med ordene:

Spejlet

- Kan du se dig selv i spejlet? Du ryger med. Skal din dreng se sin mor i fængsel?

Der mistede Claudia mælet. Ingen replik.

Anden gang er det hendes (nye) kæreste, Tobias (Simon Sears). Sammen med hendes søn Bertram er de på Den blå Planet, og de taler om, at Bertram skal flytte til Paris.

Det her er Claudias andet opkald fra den virkelige verden. Kærsten Tobias fortæller hende, at hun bør kæmpe noget mere for sin søn.

For Claudia betyder det ikke alverden. Med knægten hjemmefra er der mere tid til karrieren. Men Tobias har (måske?) vækket kærligheden i hende, da han ganske let antyder, at sådan en dreng er værd at kæmpe for. Og øjeblikket efter skriver hun en sms til eks-manden om, at det der med Paris er de nødt til at genoverveje.

Drabet

Tredje gang, Claudia sættes skakmat, er, da Mia køres over.

Mias skæbne kender vi ikke, så vi ved ikke, om det er drab eller drabsforsøg. Men vi kan se, at det er overlagt. Claudia kan se, at det er overlagt. Og Claudia kan sagtens tænke sig til, hvem det vil være en fordel for: Sander.

Vi ved jo også, hvem der fører drabsbilen, selv om vi ikke ser ham. Det er Den grå Svensker.

I rulleteksterne hedder han P og spilles af svenske Claes Ljungmark. Han er Sanders sorte sergent. Manden der laver alt det sorte, lyssky arbejde. I scenen hvor Sander (Nikolaj Lie Kaas) og Den grå Svensker mødes i i en bil, siger Sander: ”Mon ikke vi kan finde en løsning, der ikke involverer dig.”

Så hvem har i den sidste ende kommanderet dette mord (eller mordforsøg?) begået: Det må være Sander.

Det ved du, kære læser. Det ved jeg. Det ved Sander.

Så mon ikke også vores kloge Claudia ved det.

Valget

Det spændende lige her er, hvordan hun så vil reagere. For det er lige her, hun skal beslutte, om hun går til mørkets side og lader kynismen sejre. Det er lige her, hun har valget.

Vælger hun ikke rigtig lige her, så er hun en skurk. Og det ved hun selv. Det er derfor, dette afsnit er så spændende.

Også Ulrik (Lars Simonsen) er i forandring lige nu. Eller er han nærmere i frit fald? Finansdirektøren i Energreen har i hvert fald mistet status. Det ses tydeligt, da bestyrelsesformanden beder ham om at klappe i. Hans synspunkter har ikke længere vægt.

Hvilket igen kan give yderligere vægt til Claudia, hvis hun vælger den mørke sti.

Imens tåger Alf (Thomas Hwan) og Mads (Thomas Bo Larsen) rundt i Polen. Hvor er Polen dog et grimt land lige her. De finder frem til Biata Research (Biata et et polsk pigenavn, der er afledt af ordet velsignet). Og det er da vist et mere skummelt foretagende, end vi lige umiddelbart regner med.

Sidespringet

Her bliver vi lige nødt til at indskyde, at Thomas Bo Larsen spiller aldeles fantastisk. I mine øjne har han altid præsteret temmelig overfladisk, men hold nu op, hvor han spiller godt. Især scenerne med Kristina (Line Kruse) er fyldt med smerte og fortvivlelse.

Mads og Alf på besøg i et virkeligt grimt Polen, hvor de finder ud af, at Biata Research er flyttet til Indien i løbet af natten. Det er også ret skummelt.

Noget helt andet er så, at Kristinas affære med sin sklerose-læge ikke virker videre overbevisende. Men det er en anden sag. Det er dog ikke videre sandsynligt, at en læge vil falde for en sengeliggende patient. Det er heller ikke sandsynligt, at en så alvorlig syg patient har overskud til at forelske sig til anden side, når hun i den grad er omgivet af en ekstremt omsorgsfuld opvarter/ægtemand. Den er for langt ude.

Vi så også Bimse (Lucas Hansen) og Nicky (Esben Smed) overrække 15 millioner til rockerne. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den hvidvasknings-mekaniske, som revisoren Erik (Niels-Martin Eriksen) har opfundet. Og så undrer jeg mig lidt over, at Esben Smed nævnes før Nikolaj Lie Kaas i de indledende rulletekster. Det kan vel kun betyde, at Nicky generelt har en vigtigere rolle end Sander i serien. Eller hvad? Men vi har sikkert også til gode at finde ud af, hvad det er, han har liggende på den der iPad med Energreens regnskaber.

Nå - det er i hvert fald spændende og velfortalt, og det er velspillet på alle pladser. Det er i grunden også velsignet (biata) at se en serie, hvor der er så langt mellem heltene. Alle har jo nogle sider af deres personlighed, som ikke er videre sympatiske.

Det er vel i grunden kun seriens børn, der ikke er skurke. Og så måske også Alf...

TV-drama: ”Bedrag - afsnit 5”

Instruktion: Jannik Johansen

Manuskript: Jeppe Gjervig Gram, Anders August og Jannik Tai Mosholt

DR-tv søndag aften.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden