Anmeldt efter voldsom ulykke

Medarbejder fra Beredskabscentret måtte genoplives efter arbejdsulykke. Aalborg Kommune er meldt til politiet

Arkivfoto <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto Foto: Torben Hansen

AALBORG:Arbejdstilsynet har politianmeldt Aalborg Kommune for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

Ifølge politikommissær Jørgen Jensen fra Nordjyllands Politi, bunder politianmeldelsen i en tragisk arbejdsulykke på Aalborg Universitetshospital i starten af maj, hvor en medarbejder fra Beredskabscenter Nord kom alvorligt til skade.

- Det er altid arbejdsgiverens pligt at sørge for, at arbejdet er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Men skal ikke bare sætte folk i gang, understreger Jørgen Jensen.

900 kilo rammer halsen

Beredskabscenter Aalborg har en kontrakt med Aalborg Universitetshospital om at flytte maskiner og andet større materiel, når hospitalet har brug for at omrokere eller skifte ud i maskinerne.

Sammen med en arbejdskollega skulle medarbejderen fra Beredskabscentret fjerne et gammelt røntgenapparat. Men ulig alle de andre gange, hvor materiel er flyttet rundt uden problemer, gik det pludselig galt for makkerparret. Det 900 kilo tunge røntgenapparat væltede ind mod en væg, hvor manden fra beredskabscentret stod.

- Apparatet ramte hans hals, fortæller politikommissær Jørgen Jensen, der betegner ulykken som meget alvorlig.

Beredskab: Handlede korrekt

Hos Beredskabscenter Aalborg har ulykken kastet tunge skygger over hverdagen. Den medarbejder, der blev klemt under apparatet, var leder af den enhed hos beredskabet, der tilbyder flytning af større materiel.

- Så det var ikke en ansat, der blev sat til at løse en opgave. Det var en rutineret medarbejder, der havde undersøgt sagen og taget alle forholdsregler og tog alle redskaber i brug. Faktisk går der ikke en dag, hvor vi ikke mangler ham. Det gik bare galt, fortæller chef i Beredskabscenter Aalborg, Jørgen Pedersen og understreger, at der ikke er noget, man kunne have gjort anderledes i denne sag - det var sort uheld.

- Hvis han havde lavet noget, der var fuldstændig åndssvagt, så havde vi selvfølgelig taget det op til revision. Men det var det ikke - han havde taget alle forholdsregler. Han havde bare ikke forudset, at det her kunne ske, siger Jørgen Pedersen.

Ulykken har kostet dyrt

I dag er manden indlagt på Hammel Neurocenter.

Hans makker har modtaget psykologhjælp og har fået fuld støtte fra sine kolleger. Han er tilbage på arbejde.

I værste fald risikerer Aalborg Kommune en bøde, fordi man ikke har oprettet sikkerhedsforanstaltninger mod at ulykken kunne ske.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden