Farsø

Aphinya har forladt Danmark: Nu vil Erik drukne Støjberg i kage

Gallerist fra Luxemburg vil hver uge sende Othello-lagkager til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i sagen om 13-årige pige fra Farsø, der ikke må bo hos sin mor og stedfar

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Erik W. Guldager sendte hver uge othello-lagkage til kommunaldirektør Mads Gammelmark i Struer. Ulla Astrup Jensen fik 1. maj i år førtidspension. Privatfoto

FARSØ:- Det kan godt gå hen og blive 12 hårde omgange. Men sagen skal ikke dø, uden vi har skubbet på.

Sådan lyder det fra den gallerist Erik W. Guldager fra Luxemburg som nu kaster sig ind i kampen for at 13-årige Aphinya Pechmuang kan få lov til at bo sammen med sin thailandske mor og stedfar Heini Bøgelund Andersen i Farsø.

Aphinya Pechmuang har fået afslag på familiesammenføring på grund af tilknytningskrav. Derfor måtte hun fredag sige farvel til kammeraterne på Farsø Skole og tog i weekenden med sin mor og stedfar til Tyskland.

Erik W. Guldager blev landskendt, da han i foråret på utraditionel vis kæmpede for at sygdomsramte Ulla Astrup Jensen kunne få tilkendt førtidspension af Struer Kommune.

Han sendte hver uge en Othello-lagkage til kommunaldirektør Mads Gammelmark i Struer for at skabe opmærksomhed omkring den 61-årige kvinde, der ikke kunne få lov at få førtidspension på trods af, at hun ikke kan løfte hovedet og både lider af skæv ryg og Parkinsons sygdom.

Efter nogle uger med "Othelle-lagkage-belejring" endte det med, at Ulla Astrup Jensen fik førtidspension.

Nu kalder Erik W. Guldager til kamp for den 13-årige pige - og hvis ikke udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er klar til at lade Aphinya Pechmuang bo i Farsø hos sin mor og stedfar, så vanker der hver uge Othello-lagkage til Inger Støjberg for at fastholde opmærksomheden om sagen.

- Lige nu kører familien ind på en campingplads i Tyskland, hvor de skal forberede sig på at leve tidsubestemt. De kan ikke passer ind i Danmark... Hvad fanden er meningen, spørger Erik W. Guldager, der belært af Struer-sagen siger, at "system Danmark" en formidabel modstander, der ikke giver ved dørene.

- Og når det gælder Udlændingestyrelsen er det virkelig op ad bakke. Det er bare svært at se på og ikke foretage sig noget. Og det går sikkert ikke så "let" som med Ulla, hvor det kun tog seks-syv uger, siger han.

- Men vi har den tid vi skal bruge - og masser af penge at købe kager for. For vi ved, at der i Udlændingestyrelsen er alle muligheder for kollektiv ansvarsfraskrivelse og henvisninger til love, der ikke lige lader sig ændre, siger Erik W. Guldager, der har fået tilsagn om så mange sponsorater, at han kan sende Othellolagkager til Inger Støjberg i flere år.

- Men jeg håber faktisk ministeren er modtagelig for gode argumenter, så vi ikke skal til at sende kage til hende, selvom jeg godt ved, at ministeren er vild med lagkager, siger Erik W. Guldager.

- Der er jo ingen, der kan forstå hvorfor en 13-årig pige ikke må være sammen med sin mor, når kriminelle udlændinge, der røver og begår voldtægter og har et kæmpe synderegister bag sig får lov at blive boende i Danmark, siger Erik W. Guldager

NORDJYSKE Medier har mandag været i kontakt med Aphinya Pechmuangs stedfar Heini Bøgelund Andersen, der befinder sig ved den dansk-tyske grænse sammen med Aphinya og sin hustru Supaknapha.

Han glæder sig over den overvældende opbakning fra hele Danmark.

- Vi beholder huset i Farsø, for vi håber bare sådan på, at beslutningen bliver ændret. Vi kan simpelthen ikke forstå, at Aphinya ikke må bo hos os, siger Heini Bøgelund Andersen, der mandag eftermiddag sammen med hustruen og steddatteren kiggede på lejlighed i Flensborg.

I løbet af de seneste dage er der sideløbende samlet omkring 10.000 underskrifter til støtte for, at Aphinya Pechmuang kan få lov at blive i Danmark.

Underskriftsindsamlingen er sat i værk af Pernille Philipa Aakmann Toft, som er lærer på Farsø Skole.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.