Arbejdsulykke: Brækkede næse og arm
Forbud til entreprenørfirma efter ulykke i Brønderslev

Foto: Henrik Louis
BRØNDERSLEV:Arbejdstilsynet har nedlagt forbud mod at fortsætte et kloakeringsarbejde i Brønderslev uændret, efter at en medarbejder fra et entreprenørfirma mandag blev skadet ved en arbejdsulykke.
Ved middagstid var ansatte fra entreprenørfirmaet Østergaard A/S i Vejle ved at trække et kloakrør under en jernbane ved Solvej i Brønderslev.
Kvæstet i ansigtet
Pludselig sprang et reb og svirpede op på en medarbejder, der blandt andet blev ramt i ansigtet. Han brækkede en arm og næsen og blev bragt til sygehus, men kan formentlig snart udskrives.
- Det kunne være endt meget værre, siger afdelingsleder Poul Erik Christensen fra entreprenørfirmaet.
Ifølge ham havde medarbejderne ikke fulgt en instruks om, hvordan den type arbejde skal udføres. Og selv om medarbejderen var iført hjelm, gik det galt, da rebet sprang.
- Det er noget, vi tager meget alvorligt og følger op på. Arbejdsinstruksen vil blive indskærpet over for vores medarbejdere, siger Poul Erik Christensen.
I strid med loven
Arbejdstilsynet tager også alvorligt på sagen. Tilsynet kontrollerede mandag ulykkesstedet og konstaterede, at sikkerhedsreglerne ikke var fulgt.
- Vi nedlagde et forbud, som betyder, at arbejdet ikke kan fortsætte på den måde, som da ulykken skete. Arbejdet har ikke været planlagt og udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det er i strid med loven, fastslår tilsynschef Lars Toft Pedersen fra Tilsynscenter Nord i Arbejdstilsynet.
Han kan endnu ikke sige, om entreprenørfirmaet kan forvente en bøde på grund af ulykken.
Entreprenørfirmaet erkender sit ansvar som arbejdsgiver, men mener altså, at arbejdsulykken skete, fordi firmaets egne instrukser om udførelse af arbejdet ikke blev fulgt af medarbejderne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.