Arbejdsulykke: Mand fundet livløs efter jordskred
Jordbunker skred ned over mand, der var i gang med jordarbejde ved byggeri af biogasanlæg
Opdateret 19. januar 2017 kl. 06:30
VRÅ: En 55-årig mand blev onsdag aften fundet livsløs efter en tragisk arbejdsulykke i forbindelse med udgravninger til byggeri af et biogasanlæg på Ålstrupvej nord for Vrå.
En af politiets hunde fandt manden kl. 20.25, efter manden tidligere på dagen var blevet begravet under store mængder ler og mudder, da han angiveligt gik i nede i en udgravning og var ved at lægge rør ud til byggeriet af biogasanlægget.
Den livløse mand blev fundet på mere end seks meters dybde i udgravningen.
Han skulle graves fri med håndkraft.
Ulykke set fra kran
Ulykken skete onsdag eftermiddag. En anden arbejder på pladsen sad i en kran og så, at jorden pludselig af ukendte årsager skred sammen om manden og begravede ham nede i udgravningen.
Politiet har brugt specialtrænede hunde, der er trænet til at lede efter begravede personer, til og gå ned i udgravningen for at lokalisere manden.
Assistance fra Thisted
Politiet havde tilkaldt assistance fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted, dels til at skaffe lys på byggepladsen, dels til at hjælpe med at lede efter den begravede mand.
Beredskabsstyrelsen oplyser, at de sendte 18 mand, en redningshund, en pionervogn, to såkaldte lysgiraffer, en kommunikationsvogn og en eftersøgningspakning til ulykkesstedet i Vrå.
Folkene fra Thisted ankom onsdag ved 17-tiden til byggepladsen på Ålstrupvej.
Arbejdstilsynet er underrettet om ulykken.
Kollegerne på arbejdspladsen er i chok, og en af arbejderne på stedet er med ambulance blevet kørt til behandling for chok.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.