Ardens kunst sat op til skue
Fernisering i Kulturhuset
ARDEN: 19 kunstnere og 38 værker...
Amatør-kunstnere i Mariagerfjord kommune, der ellers ikke gør alverden i at udstille, gjorde lørdag væsen af sig, da Kulturhuset i Arden indbød til fernisering på en maleriudstilling i salen i huset.
Tilbuddet fra Kulturhuset her omkring nytår lød traditionen tro til alle amatørkunstnere i Mariagerfjord Kommune: Kom med to af dine værker og hæng dem op.
Og den indbydelse og opfordring havde 19 amatørkunstnere altså taget imod.
Langt de fleste er helt lokale amatør-kunstnere fra Arden-området, men Leif Borbye fra Hobro, der gebærder sig i såvel foto som maleri, havde også taget imod tilbuddet. Han stillede op med to meget specielle uredigerede macro-fotografier. Det ene har han kaldt ”Blødende træstub” og det andet ”2x4 cm. i våd sten”
Det er billeder taget helt tæt på en gammel træstub, der er gået svamp i, samt nogle våde sten også fotograferet helt tæt på. Macro-fotografering giver sjove og spændende effekter.
God tradition
Arne Arildsen, der er formand for Kulturhuset, som er et kulturelt samlingssted i hele Arden-området, glæder sig over traditionen med Nytårsudstillingen. Den har kørt siden huset blev etableret for 13 år siden.
- Jeg synes, det er fantastisk, at så mange vil være med til den her årlige begivenhed, som er en markering af forårssæsonens åbning, siger han.
Nytårsudstillingen med de lokale kunstnere kører et par måneder, og markerer starten på en travl forårssæson i Kulturhuset.
Det næste arrangement er Kenneth Dahl Knudsen Orchestra, der spiller op onsdag 28. januar. Forårssæson lukkes af lørdag 25. april med Other Roads, der er et medrivende skotsk folk-band.
Nytårskuren og ferniseringen med de amatør-kunstnerne fra Mariagerfjord i går blev ledsaget af musikalsk underholdning ”Joe´s spillemænd.
Det er tre musikere, der alle er en del af Rebild-spillemændene: Arne Pedersen, Jørn Poulsen og Jørgen Christiansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.