Arrestant var bange

Bekendte af den varetægtsfængslede 21-årige, der begik selvmord i arresten, fortæller at han var bange.

Suzanne Tram
Ifølge arresteforvarer Steen Væver begik den 21-årige selvmord fredag aften ved at hænge sig i sin livrem. Først lørdag morgen blev han fundet af personalet. Foto: Michael Koch
Vold 1. april 2012 06:00

Både Nordjyllands Politi og arrestforvarer Steen Væver holder kortene helt tæt til kroppen i sagen om et selvmord fredag aften i en celle i Aalborg Arrest. En 21-årig mand hængte sig i sin livrem, der var gjort fast til tremmerne for vinduet. Han blev først fundet af de ansatte lørdag morgen. Den 21-årige var varetægtsfængslet i en voldssag, der var for retten i Hjørring for få uger siden. Han blev her idømt ni måneders fængsel for grov vold. Isoleret Ifølge bekendte af den 21-årige var han bange for at være i Aalborg Arrest, og de mener, at denne angst skulle have udløst selvmordet. Den 21-årige skulle angiveligt allerede i onsdags have forsøgt at tage sit eget liv med en overdosis piller, men blev sendt på hospitalet, hvorfra han efter få timer samme dag kom retur til arresthuset. Tilbage i Aalborg Arrest skulle den 21-årige være blevet isoleret og fikseret indtil torsdag aften, hvor han kom tilbage til sin egen celle. Arrestforvarer Steen Væver afviser at be- eller afkræfte disse oplysninger i sagen. Sagen er færdigefterforsket af politiet. Tilbage er, at arresten skal gennemføre en grundig undersøgelse til afdækning af, hvad der præcist skete, hvorfor og hvordan, til Kriminalforsorgen. Grov vold Den 21-årige var en af fem involverede i en episode med grov vold i Statsfængslet Kragskovhede i november sidste år. En medindsat i fængslet blev overfaldet af de fem og blev gennembanket med sokker fyldt med sten. Ved retten i Hjørring for godt to uger siden blev de fem idømt straffe på mellem fire og ni måneders fængsel for grov vold. De fem voldsmænd og en medindsat skulle være blevet uenige om en narkogæld på 2000 kroner, der kom til diskussion i cellerne på Kragskovhede men siden udviklede sig til omfattende vold. Optagelser fra overvågningskameraer i gangene på Kragskovhede viser fem hætteklædte mænd på vej mod en medindsats celle, hvor de tævede og sparkede ham. Indsat på Kragskovhede Optagelserne fra disse overvågningskameraer blev afspillet i retten, men gav på grund af hætterne ingen endelig afklaring af, hvem der sparker, hvem der slår, og hvem af de hætteklædte i fem-banden, der er hvem. En enkelt af de fem erkendte i retten at have sparket ofret over benene, mens de øvrige nægtede at have udøvet vold. De fem blev derfor dømt for i forening at have planlagt og gennemført overfaldet. Deres offer fik ingen varige men. Den 21-årige, der tog livet af sig, var indsat på Kragskovhede for flere forhold, blandt andet røveri, der tidligere resulterede i en dom på otte måneders fængsel, hvor de fire var betingede. Han havde yderligere en dom på 60 dages fængsel for vold.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...