ASAA:I fodbold sidder AaB sikkert på den nordjyske trone med et hold i Superligaen, men i keglebillard er Nordjyllands højborg at finde i Asaa.
Den 40 år gamle Asaa Billardklub debuterede lørdag i landets bedste række, Elitedivisionen, og det var ikke mindst klubbens formand, Johnny Sort Jensen, stolt over.
Han var selv med ved billardbordet i kampen mod BK Højen fra Lolland Falster, mens de tre andre Asaa-spillere var Martin Kristensen, Lars Christensen og den blot 18-årige Thomas Larsen.
Sidstnævnte er juniordanmarksmester og et rigtig stort talent, men det var ikke planen, at han skulle kastes for løverne i premieren.
- Men da Niels J. Hansen sprængte en akillessene ved badminton, måtte unge Thomas træde ind, fortæller formanden.
Masser af rutine
Johnny Sort Jensen har været med i mange år, og netop rutine er godt i keglebillard.
- Og så kræver det en god koncentration, og at man kan lukke sig inde i en kasse, når tingene spidser til.
Formanden mindes en kamp, hvor holdkammerat Martin Kristensen lukkede i første indgang med 700 point i en 1. divisionskamp, og det vidner om dyb koncentration.
- Det er også nødvendigt med seriøs træning i stor stil, hvis vi vil være med på eliteniveau, og det vil vi, for det er sjovt at spille mod nogle af landets bedste spillere.
Rendyrkede amatører
I Asaa Billardklub er man et hundrede procent amatører.
- På eliteholdet får vi dog stillet en bil til rådighed til udekampe, ligesom klubben betaler overnatning, men i andre billardklubber har man haft spillerbudgetter på op til 125.000 kroner, fortæller Johnny Sort Jensen, der står i spidsen for Danmarks største billardklub med 20 tilmeldte hold.
I lørdagens debut måtte formanden se sig besejret, og 18-årige Thomas Larsen måtte også se sig slået knebent efter en god indsats. Endelig tabte også Lars Christensen, mens Martin Kristensen tog den enlige sejr.
I dag skal Asaa igen i aktion for at møde Korsør.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.