Asfaltarbejde: Motorvej bliver mere jævn
Frem til 5. oktober vil der være trafikale gener på Hirtshalsmotorvejen på strækningen fra Brønderslev Syd til Høvejen
VENDSYSSEL: En godt 20 kilometer lang strækning på E39 Hirtshalsmotorvejen får i den kommende tid ny asfaltbelægning.
Asfaltarbejdet er gået i gang og varer frem til den 5. oktober. Den helt præcise strækning for den nye belægning er på E 39 Hirtshalsmotorvejen i sydgående retning mellem frakørsel 7 Brønderslev Syd og frakørsel 10 Høvejen.
I første omgang fræses den gamle belægning af. Herefter udføres der mindre reparationer i den underliggende belægning. Endelig lægges der ny belægning ud, og til slut males der striber på motorvejen.
- Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne, understreger Vejdirektoratet.
For at genere bilisterne mindst muligt udføres arbejdet i nattimerne og i weekenderne, og trafikken afvikles ved omkørsel.
- Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet vil medføre for vejens naboer og trafikanterne, lyder det på hjemmesiden, hvoraf det også fremgår, at dårligt vejr kan udsætte arbejdets afslutning.