Vester Hjermitslev

Asylbørn til tidligere plejecenter

Foreløbig er 24 nye jobs slået op

De nuværende beboere skal forlade centeret i V. Hjermitslev.Arkivfoto
De nuværende beboere skal forlade centeret i V. Hjermitslev.Arkivfoto

Opdateret kl. 16:42

VESTER HJERMITSLEV: Det tidligere plejecenter i Vester Hjermitslev har det sidste års tid været bopæl for 78 asylansøgere. I løbet af denne uge forlader de sidste af dem centeret for at blive spredt til andre steder rundt om i landet.

Plejecentret skal omdannes til børnecenter for uledsagede drenge og piger i alderen 0-17 år. Det er et krav, at der skal være undervisningslokaler i nærområdet til børnene. Derfor er plejecentret i Vester Hjermitslev valgt, da det ligger nær byens nedlagte skole, som skal bruges til undervisning.

Det er endnu uvist, hvor mange børn, der vil komme, men der er kapacitet på op til 80 beboere på centret.

Informationsmøde

I anledning af de mange nytilflyttere inviterer Jammerbugt Kommune til informationsmøde onsdag klokken 17 i Lunden, oplyser sekretariatschef Birgitte Guldberg. Børnenes ankomst betyder også, at der foreløbig er slået 24 nye jobs op.

Kommunalbestyrelsen sagde, som tidligere skrevet, i sidste måned ja til en henvendelse fra Udlændingestyrelsen om, at ændre det tidligere plejecenters status fra almindeligt asylcenter til børnecenter, fordi stadig flere børn kommer alene til Danmark og søger asyl, primært fra Syrien.

Højest 80 beboere

- På mødet vil vi fortælle, hvad et børnecenter er. Hvordan det fungerer og om børnene. Vi skal have dem ind hurtigst muligt, men der bliver ikke flere end de højst 80 beboere, som det er aftalt med borgerne i V. Hjermitslev, siger Birgitte Guldberg.

Der er ikke tale om en høring om brugen af plejecentret, men et informationsmøde, da kommunalbestyrelsen for godt et år siden indgik en kontrakt på to år med Udlændingestyrelsen om, at den må bruge centret som bopæl for asylansøgere. Sideløbende arbejder socialforvaltningen på et oplæg til, hvad centret efterfølgende kan bruges til.

24 nye jobs

Børnecentret betyder også, at Jammerbugt Asylafdeling i første omgang søger 24 pædagogiske medarbejdere til centret, som samlet vil komme op på cirka 40 ansatte. Derfor tages den lokale skole i brug til undervisning af de nyansatte.

Og det var via Jobcentret, at nyheden om, at børnene er på vej, blev bragt.

- Jeg er virkelig ked af, at vi har koordineret tingene så dårligt, at det bliver kendt via et opslag på hjemmesiden Jobnet og ikke via vores invitationer til et infomøde. Jeg kan kun beklage det. Invitationerne skulle have været ud først, understreger Birgitte Guldberg.

I forvejen er der i Jammerbugt Kommune et børnecenter i Vester Thorup.

Foreløbigt er der indgået aftale om, at børnene skal bo på plejecentret i et år. I løbet af foråret vil lokalsamfundet blive inddraget i dialog om, hvad centret fremover skal bruges til.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden