Asylcenterdebat med udviklingsminister
Christian Friis Bach (RV) kommer til Skørping lørdag
SKØRPING: Hvorfor er der i øjeblikket et stigende behov for asylcenterpladser i Danmark?
Det bliver der lørdag 16. november mulighed for at få en snak med udviklingsminister Christian Friis Bach (RV) om i Skørping, oplyser Radikale Venstre i Rebild i en pressemeddelelse.
Arrangementet løber af stablen kl. 12.30 i Glasarkaden på Kulturstationen.
Udviklingsminister Christian Friis Bach rejser i kraft af sit arbejde meget rundt i verden og har på den baggrund et førstehåndsindtryk af, hvad der lige nu sker i verdens brændpunkter, skriver partiet.
Med udgangspunkt i sine indtryk vil han komme med et kort oplæg, hvorefter der vil blive mulighed for at stille spørgsmål til ministeren.
Netop i Skørping er et nyt asylcenter på vej i det tidligere hotel Rebild Park, hvilket har vakt stor lokal debat.