Atombunker skal skaffe flere turister
Atombunkeren ved Gravlev i Rold Skov skal laves til koldkrigsmuseum

Rebild Kommunes ide om at lave den uberørte atombunker ved Gravlev til et museum blev onsdag præmieret med 50.000 kroner som Nordjyllands bedste turistide. Foto: Grete Dahl
At gøre Rold Skovs atombunker til et museum er Nordjyllands bedste turist-ide. Det blev afgjort onsdag på Hotel Comwell Rebild Bakker, hvor kommunerne i Aalborgsamarbejdet mødtes for at kåre det mest potentialefyldte udviklingsprojekt - Nomini - i Nordjylland. I hård konkurrence med tre andre projekter vandt Rebild Kommune med sin ide om at åbne atombunkeren, der siden 1960'erne har ligget uberørt hen, op for offentligheden. Bunkeren har aldrig været i brug til andet end øvelser, men er blevet vedligeholdt i fuldt funktionsdygtig stand. Således fungerer den perfekt som en tidslomme til at vise stemningen fra den kolde krig. Den ide blev arbejdsgruppen i Rebild Kommune onsdag præmieret med 50.000 kroner for. Pengene er ment som et rejselegat, så arbejdsgruppen kan rejse ud og få inspiration fra andre lignende turiststeder. Fascinerende koldkrigsanlæg Arbejdsgruppen vil gøre bunkeren til "Europas mest fascinerende koldkrigsanlæg på baggrund af sin autencitet, sin formidling og sine varierede oplevelsesmuligheder". Planerne er indtil videre dog kun i den indledende fase, da forsvarsministeriet og beredskabsstyrelsen stadig ejer bunkeren - eller Regan Vest, som den hedder. Arbejdsgruppen fra Rebild Kommune forventer imidlertid, at der kommer en afklaring, så kommunen kan overtage bunkeren fra årsskiftet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.