Atter blus på komfuret Hos Boldt
58-årig restauratør er dog færdig med at brænde fingrene på at forpagte stedet ud
Opdateret kl. 21:14
AALBORG: Der kommer atter fuldt blus på komfuret og gang i madlavningskasserollerne på restaurant Hos Boldt i Aalborg.
Og denne gang bliver det med le chef selv i hovedrollen som kok, nemlig den 58-årige restauratør og ejer Hans Boldt, der fremadrettet har valgt selv at tage skeen og øvrige køkkenredskaber i den rigtige hånd i den gode smags tjeneste.
Kastede forklædet i ringen
Restauratøren er nemlig færdig med at brænde fingrene på at forpagte stedet ud til andre.
Kort fortalt har komfuret således været isnende koldt på restaurant Hos Boldt i de seneste godt fem måneder, efter at den daværende forpagter lige pludselig kastede forklædet i ringen og forsvandt under særdeles mystiske omstændigheder i nattens mulm og mørke.
Genåbningen af etablissementet i midtbyen sker fra og med mandag den 3. august, men der er dog ændret radikalt på forretningskonceptet.
Restauratør Hans Boldt siger til NORDJYSKE, at genåbningen ikke sker som en a la carte restaurant.
- Derimod åbner Hos Boldt udelukkende som selskabslokaler og med mad ud af huset hele ugen.
- Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, og jeg vil da heller ikke afvise, at a la carte restauranten kommer tilbage igen på ét eller andet tidspunkt. Men det sker bare ikke lige nu, understreger Hans Boldt.
Restauratøren siger videre, at han nu vil satse på selskabs-arrangementer, og det vil typisk være f.eks. fødselsdage, bryllupper, receptioner, firmabegivenheder, julefrokoster osv.
Restaurant Hos Boldt tager imod selskaber med f.eks. 10 personer og helt op til ca. 80 gæster.
En skrækkelig oplevelse
Hans Boldt har selv drevet restaurant Hos Boldt uafbrudt siden september 1992 - dog med undtagelse af en ca. otte måneders forpagtningsperiode, som ifølge ham selv var en ganske skrækkelig oplevelse.
Den 58-årige restauratør driver endvidere restauranten A Hereford Beefstouw.
Begge restauranter ligger i øvrigt nabo til hinanden i ”Simonis Gård” med adressen Ved Stranden 7 i hjertet af Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.