Ravnshøj

Atter liv i Ravnshøjs købmandsbutik

41-årige Michael Thomsen er rykket ind i gammel købmandsbutik

RAVNSHØJ:Dagen i går var en festdag i Ravnshøj.

Med flagallé gennem byen og masser af gratulanter i butikken blev det markeret, at der igen er kommet liv i byens gamle købmandsbutik. Bag genåbningen af butikken står 41-årige Michael Thomsen, der sammen med sin kone Tina står for driften.

Flyttede på grund af Fakta

Michael Thomsen har gennem de seneste syv år forpagtet købmandsbutikken ved Nordstrand Camping ved Frederikshavn.

- Men da der åbnede en Fakta 400 meter fra vores dør, så var det slut. Vi var glade for at være der, men vi skulle også leve af det. Og det troede vi ikke på, at vi kunne med Fakta lige ved siden af.

Da sommeren 2013 var overstået, opsagde Michael Thomsen og hans kone derfor forpagtningsaftalen - og kastede i stedet opmærksomheden på Ravnshøj.

- Vi har i et par år snakket om, at vi godt kunne tænke os at overtage butikken her, forklarer Michael Thomsen, der overtog stedet i december og efterfølgende har haft travlt med at modernisere både beboelse og butik.

Glæde blandt borgerne

Blandt borgerne i Ravnshøj er der begejstring over, at der igen er aktivitet i butikken.

- Vi er rigtigt, rigtigt glade, siger Jørgen Steengaard, der er næstformand i Ravnshøj og Omegns Borgerforening.

Og den glæde omsætter borgerne tilsyneladende til handling. Da NORDJYSKE er på besøg, kommer der i hvert fald masser af besøgende. Nogle vil gerne gratulere og aflevere en blomst eller en kurv - mens andre slet og ret er kunder.

Kunderne håber Michael Thomsen naturligvis på masser af. Hans mål er - udover borgerne i Ravnshøj - at satse på de cirka 7.500 bilister, der dagligt passerer butikken på Hjørringvej.

Ingen dagligvarer

Målet er først og fremmest at sælge kioskvarer som is, slik og drikkevarer - men derudover bliver der også satset på madvarer som morgenbrød, sandwicher, smørrebrød - og hotdogs.

- Fra McDonalds i Frederikshavn og til pølsevognen i Sindal er der ingen konkurrenter, siger han med et smil.

Og sjovt nok så kommer faktisk i samme øjeblik en mand ind i butikken. Han vil gerne have en hotdog med det hele - på nær de rå løg.

Sådan én kan Michael Thomsen sagtens levere - og kort efter forsvinder kunden igen ud af ”Kiosken”.

Efterfølgende forklarer Michael Thomsen, at det simpelthen ikke kan betale sig at satse på dagligvarer - derfor findes smør, mælk og lignende ikke i butikken.

- Betingelserne, hvis man vil drive sådan en lille købmandsbutik, er for dårlige.

Det møder forståelse i borgerforeningen.

- Små købmandsbutikker har ikke en jordisk chance, mener Jørgen Steengaard.

Mens Michael Thomsen er ved at forklar, at han eksempelvis skal aftage 125 liter mælk ad gangen, hvis han skal have en aftale med et mejeri - så bliver han afbrudt af en kunde. Det er ”hotdogkunden” fra tidligere, der igen er kommet ind i butikken.

- Jamen, jeg er sgu da nødt til at bestille en til, siger han med et smil og får kort efter udleveret endnu en hotdog med det hele - uden rå løg.

Så hvis indtrykket hos alle kunderne er ligeså godt som hos ”hotdogkunden”, så ser fremtiden måske slet ikke så ringe ud for ”Kiosken”.

- Min mavefornemmelse er i hvert fald, at det nok skal komme til at køre, slutter Michael Thomsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.