Audi-boss: Der bliver langt mere forskel på elbilerne fra VW-koncernen
Den elektriske Q6 e-tron, som er første model fra Audi på ny avanceret platform, er et skridt mod større forskel på elbilerne i VW-koncernen, fortæller Oliver Hoffmann, som er teknisk udviklingschef hos Audi
Opdateret 29. marts 2023 kl. 10:43
BRANDING: Der blæser mange nye vinde hos Audi, hvor man arbejder klart hen mod, at der bliver langt mere forskel på elbilerne i VW-koncernen, og mærket med de fire ringe skal have en ny klar profil som et ”progressivt” luksusbrand.
Det sker ved at adskille sig og gå forrest på en lang stribe områder, lige fra design over batteriteknologi og til ikke mindst mere avanceret infotainment. Sådan lyder meldingen fra Audis tekniske udviklingschef, Oliver Hoffmann, som vi møder til et eksklusivt nordisk online-interview.
- Vi skal ikke kun være ”premium”, men ”progressiv premium”. Det har vi defineret på en række områder som udvendigt og indvendigt design, kvalitet, komfort, køredynamik, digitalisering, ”connectivitet”, det akustiske område og ikke mindst vores dna, fortæller han.
- Vi har en præcis beskrivelse af, hvordan en Audi skal køre, og hvad vi skal gøre med digitalisering. Det er, hvad vores kunder forventer af os, og derfor har vi en klar forestilling om at være et ”progressivt premium brand”, siger Oliver Hoffmann.
Kort forinden har mærket på den store årlige ”Audi Annual Media Conference” løftet sløret for, at der kommer en ny mindre elektrisk Audi lige under Q4 e-tron, mens mærket også viser de første formummede billeder af en helt ny høj Q6 e-tron, der sammen med en Q6 Sportback e-tron lanceres til næste år og følges af A6 e-tron og A6 Avant e-tron.
Den rigtige rækkevidde
VW-koncernen har indtil nu bygget alle elbilerne på den fleksible MEB-platform, som kan forlænges som en harmonika. Den udvides nu med den mere avancerede PPE-premium-platform, som skal bruges af Audi og Porsche og kan bære mere sofistikeret batteriteknologi og infotainment. Q6 e-tron- og A6 e-tron er de første Audier på den nye platform.
Sideløbende arbejder VW-koncernen med en helt ny højteknologisk SSP-platform til de næste generationer af elbiler, der tillige er mere enkel og billigere at producere. Den er dog forsinket og formentlig først klar i 2028 eller måske endda 2030.
De førstkommende nye modeller fra Audi får en lidt længere rækkevidde end i dag. Det bliver på mindst 600 km for SUV’erne og mindst 700 km for de lavere modeller. Til sammenligning klarer den p.t. bedste model, som er Q8 Sportback 55 e-tron, ca. 600 km på en opladning. Så udviklingen sker mest på de laveste biler. Her kommer der også 800 volts teknologi med lynladning på op til 270 kW mod 170 kW i dag samt elmotorer med større ydelser.
- Den næste generation af elbiler vil være mest effektiv ved en rækkevidde lige omkring 700 km. Det vil ud fra et kundeperspektiv være den rigtige rækkevidde. Du får ikke biler at se med en rækkevidde på 1000 km. Med et effektivt ladenetværk vil det ideelle ”sweetspot” være mellem 600 og 700 km, siger Oliver Hoffmann.
Flere byggeklodser
VW-koncernen er også i gang med at udvikle en ny ”state of art-arkitektur” for infotainmentdelen, hvor der i større grad kan bygges moduler og funktioner på som med legoklodser.
Volkswagen søsatte for et par år siden datterselskabet Cariad, som skulle udvikle avanceret software til alle modellerne i koncernen. Det har været i modvind og haft mange softwaremangler på de første elbiler. Her er man nu klar med en ny generation af software, som debuterer med det nye kuld af Audi-modeller til næste år, hvor Porsche samtidig lancerer en elektrisk Macan SUV med samme teknologi. Her bliver der i første omgang nye moduler for bl.a. infotainment og sikkerhedssystemerne.
- Det betyder, at der bliver mere forskel på de muligheder, der vil være i en Audi, end f.eks. i VW, Seat og Skoda, siger Oliver Hoffmann.
Således vil Audi-modellerne nu kunne blive selvkørende på niveau 3, hvor man altså kan slippe rattet i en vis periode mod i dag få sekunder. Planer om at blive selvkørende på niveau 4, som er det sidste, før rattet forsvinder, vil formentlig først kunne realiseres sammen med den nye platform omkring 2030.
- MEB-platformen (Modularer E-Antriebs Baukasten): En elektrisk platform, som er udviklet af VW-koncernen, og som kan varieres i længden. Kom i 2021 og anvendes bl.a. på VW ID.3, VW ID.4, VW ID. Buzz, Audi Q4 e-tron. Rækkevidden er pt. op til 600 km og med 400 volts lynladning op til 170 kW. Den fortsætter som MEB Plus med op til 700 km rækkevidde.
- PPE-platformen (Premium Platform Electric): Er udviklet til Audi og Porsche. Rækkevidden er på over 700 km, og her et 800 volts system med lynladning op til 270 kW. Første modeller er Audi Q6 e-tron, Audi A6 Sportback e-tron og Audi A6 e-tron og A6 Avant e-tron og Porsche Macan.
- SSP-platformen: (Scalable Systems Platform): Vil fra 2028 – og måske først i 2030 - gradvist afløse MEB-platformen. Den hænger sammen med næste generation af software fra koncernens egen udvikler, Cariad, og er forsinket i flere omgange. VW arbejder hen mod ny topmodel kaldet Trinity, som bundet op på teknologierne, mens Audi har et tilsvarende projekt kaldet Artemis (Landjet).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.