Sport

Augo sender AaB videre

En uinspireret AaB-indsats endte med, at Thomas Augustinussen hamrede bolden i kassen i den forlængede spilletid

Thomas Augustinussen slog til i overtiden. Foto: Torben Hansen
Thomas Augustinussen slog til i overtiden. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret 31. oktober 2014 kl. 06:29

VEJLE: AaB spillede sig torsdag aften videre i DBU Pokalen efter en sejr på 1-0 over Vejle Boldklub fra NordicBet Ligaen. Thomas Augustinussen blev den store AaB-helt, da han i den forlængede spilletid sendte udeholdet foran.

Kampen startede i et fint tempo fra begge mandskaber, men ingen af holdene formåede at skabe det helt store. AaB-spillet var præget af sjuskefejl, hvilket førte til et par omstillingsmuligheder til Vejle.

Den største af mulighederne kom, da Nicolai Larsen ikke fik bokset bolden ordentligt væk efter et indlæg.

Bolden endte hos Vejles Jonas Hebo, som stod helt umarkeret lige uden for feltet. Hebo sparkede, men fik et håbløst træf på bolden og var lige ved at sende den til indkast.

Halvlegens største chance

Efter 24 minutter fik unge Viktor Ahlmann halvlegens største chance, da bolden dumpede ned for næsen af ham helt inde foran mål. Angriberen fik dog slet ikke ordentligt træf på bolden, og derfor kunne Morten Haastrup nemt snuppe bolden.

Herefter skete der ikke meget på Vejle Stadion, og første halvleg udviklede sig til en langgaber af rang.

Anden halvleg åbnede med et AaB-overtal helt fremme på banen, men igen sjuskede AaB’erne det væk, og chancen løb ud i sandet.

Efter 52 minutters spil, røg størstedelen af de 2244 tilskuere på Vejle Stadion op af stolene. Kasper Pedersen fumlede lidt med bolden i AaB-forsvaret, og inden han nåede at losse bolden ud af Vejle Kommune, så var Vejle-spillerne over bolden.

Vejle-angriber Patrick Rasmussen skød på mål, men Nicolai Larsen diskede op med en gigantredning.

AaB ville også være med

AaB ville også prøve det der med kæmpechancer. Med cirka ti minutter tilbage af den ordinære spilletid, kom Kasper Risgård til baglinjen, hvorfra han sendte et hårdt indlæg ind til Nicklas Helenius, som faktisk bare skulle prikke den ind i mål.

Bolden lå dog i en højde, som gjorde det svært for Helenius, og han formåede da også kun at dirigere bolden over mål.

Tilsyneladende kunne AaB’erne slet ikke få nok af store chancer. Med seks minutter tilbage af kampen, tog Andreas Bruhn et langt løb med bolden, indtil han bare skulle have den forbi målmanden. Det lykkedes dog ikke - og så endte den ordinære spilletid 0-0.

Så kom målet

Efter 10 minutter af den forlængede spilletid brød den ene endetribune ud i total jubel. Efter lidt tilfældigt spil foran Vejles felt, endte bolden pludselig hos anfører Thomas Augustinussen, som resolut sparkede bolden i mål.

Augustinussen havde formentlig set godt efter, da Thomas Enevoldsen scorede mod Dynamo Kiev - i hvert fald havde føringsmålet mange ligheder med Enevoldsens drøn mod ukrainerne.

Vejle forsøgte at svare igen, men det lykkedes aldrig 1. divisionsholdet at få bolden dirigeret i nettet - og så var AaB videre i pokalturneringen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden