Avancerede modelfly i luften
Hjallerup vært for træf
HJALLERUP: På landsplan afholdes der modelflytræf hvert år. De tidligere år har det været i Skagen, Sønderborg og Nivå, men i år var det på Markedspladsen i Hjallerup, ved Mekanisk Museum og ude i Hjallerup Enge, hvor Hjallerup Modelflyveklub har sit klubhus og sin bane.
Der deltager i år 120 personer, og de 40 af dem er ”piloter”, hvilket selvfølgelig ikke betyder, at de sidder oppe i deres fly, men styrer dem RC (Radio Controlled). Det årlige stævne ligger altid i uge 29, og der kommer deltagere fra hele landet - oven i købet én fra Holland. Deltagerne, som er udefra kommende, bor på campingpladsen ved Markedspladsen.
I løbet af ugen har der været forskellige konkurrencer på flere steder i lokalområdet, men fredag var nok den dag, hvor det mest spektakulære udfoldede sig på Hjallerup Modelflyklubs baner ude på Hjallerup Enge - nærmere bestemt V. Hassingvej. Her har klubben et udmærket klubhus og fine baner med et skovbryn som flot baggrund.
Deltagerne sad i kanten af banen med deres modelfly, som er ualmindeligt flotte og skinnende i alle regnbuens farver. Langt størsteparten af modelflyene drives i dag af el, men der er stadigvæk en del, som sværger til en motor, som går på flydende brændstof. Dagens konkurrenceprogram hed landing på hangarskib, stafet, stoledans og rævejagt, og der var stor spredning i deltagernes alder. Tilskuerne, som for størstepartens vedkommende bestod af familiemedlemmer, sad bag et højt udspændt net, hvilket skyldes sikkerhedshensyn. Et stykke fra, hvor der blev fløjet, var der lavet en bilbane for fjernstyrede biler, som børnene kunne muntre sig med.
Hjallerup Modelflyveklub er en aktiv forening, som blev stiftet 23. oktober 1975, og som har en 20-årig lejekontrakt på området, hvor klubhuset er, og der flyves hver lørdag eftermiddag og onsdag aften. Hvis man er interesseret, så kan man møde op på et af disse tidspunkter for at se og høre, om det evt. er noget, som man kunne tænke sig at være med til.
Kristian Jensen var en af de 24 personer, som var med til at stifte klubben i sin tid, og han var formand fra 1978. Han kan fortælle, at det var lidt besværligt at få lov til at udøve flyvning med modelfly, men til sidst gav kommunen sig på betingelse af, at der ikke blev fløjet mellem kl. 22 og 07. Han er stadigvæk aktiv med en stor maskine med miljøbenzin som brændstof
Men tilbage til konkurrencen landing på hangarskib. Flyene forsynes med en krog under bugen, og så gælder det om efter en vending ude over landskabet af lande flyet på en lang bordplade på bukke, hvor der er spændt snore ud på tværs af bordpladen, og krogen skulle så helst gribe fat i en af snorene - nøjagtigt samme princip, som når de britiske jetjagere lander på Ark Royal. Hver hold (fly og pilot m. RC) fik chancen tre gange.
Det var fascinerende at iagttage de farvestrålende fly udføre forskellige manøvrer i luften, inden piloten med sin RC dirigerede det hen mod hangarskibet, og alle holdt vejret, indtil landingen var lykkedes, eller flyet var røget ind i en af bukkene eller hangarskibets flytårn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.