B75 slog mestrene
Bordtennisklubben fortsætter med at imponere og topper rækken
ROSKILDE: Bordtennisklubben B75 fra Hirtshals har taget den bedste række herhjemme, Stigadivisionen, med storm efter oprykningen fra 1. division.
Søndag slog vendelboerne de forsvarende mestre fra Roskilde med 5-3.
Endda på udebane.
Den franske profil Ibrahima Diaw, der lørdag tabte begge sine kampe i 4-4 opgøret mod OB, var i Roskilde tilbage i topform.
Han slog således både Claus Schou Nielsen og Roskildes kinesiske profil, Yujia Zhai.
Førstnævnte med 3-2 og sidstnævnte med 3-1.
B75 har også en dygtig kineser i An Shu, og han gjorde rent bord ved at vinde begge sine kampe.
Først gik det ud over Leonids Maslovs, der blev slået 3-0, og siden tog han pynten af Finn Tugwell med cifrene 3-1.
Istvan Moldovan hentede den femte og afgørende sejr for gæsterne, da han slog Leonids Maslovs med 3-2.
Med sejren har B75 nu sat hele 12 point ind på kontoen efter blot syv kampe.
Fem er vundet, mens to er spillet uafgjort.