B75 tabte dramatisk semifinale
Golden Set var nødvendigt i Næstved
BORDTENNIS: Bordtennisklubben B75 Hirtshals er i klubbens første DM-semifinale, og måske kan det blive endnu større. I hvert fald var holdet bare to point for at hente en flot udesejr mod KVIK Næstved i den første af semifinalekampene mandag aften.
De otte kampe endte med en helt lige score med fire sejre til hvert mandskab, og derfor skulle man ud i et Golden Set for at finde en vinder.
Her var det dog Næstveds stærke hollænder Ewout Oostwouder, der trak det længste strå med en sejr på 11-9 mod B75-spilleren Khaled Assar, der havde spillet fremragende hele aftenen med to sejre inden da.
Han vandt sine kampe, og det samme gjorde An Shu, mens det blev til nederlag Simon Soderlund og Daniel Christensen.
- VI er selvfølgelig lidt skuffede nu, men omvendt så har vi da en stærk tro på, at vi kan slå dem på hjemmebane. Det har absolut givet os tro på tingene, siger Daniel Christensen, der også er klubbens fungerende formand.
- Jeg vil ikke sige, at vi overrasker, men vi spiller op til, vi kan på en rigtig god dag, siger han.
Der er returkamp i Hirtshals Idrætscenter på fredag, og hvis det bliver til nordjysk sejr, venter en tredje og afgørende semifinale i Næstved mandag 14. maj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.