Sejlbåd kæntrede: Far og søn røg i Limfjorden
Helikopter og redningsbåd sendt til Rønbjerg, men de uheldige sejlere var selv kommet op i båden igen
Opdateret kl. 18:48
RØNBJERG: Onsdag eftermiddag ved 16.20-tiden blev der ringet 112, da en lille sejlbåd på Limfjorden kæntrede.
- En person så en kæntret båd cirka en sømil ud for Rønbjerg Havn og slog alarm, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Elkjær.
En redningshelikopter blev sendt afsted, og det samme gjorde en redningsbåd.
Indsatsleder Palle Olesen fra Nordjyllands Beredskab i Vesthimmerland fortæller, at helikopteren kunne se, at bådet var kommet på ret køl igen.
- Vi sejlede ud og tog kontakt til dem. Det var far og søn, der selv var kommet op i båden igen. Vi fik dem så bugseret stille og roligt ind i havnen, fortæller Palle Olesen.
De uheldige sejlere var lidt kolde men var ikke kommet til skade.
- Der var ikke noget dramatisk i situationen, som indsatslederen udtrykker det.
For mandskabet i redningsbåden var det ikke slut med komme sejlende til undsætning. Der kom nemlig hurtigt en ny melding om, at en anden båd tættere på Løgstør havde fået motorstop og lå for anker.
- Som udgangspunkt kan vi ikke slæbe en båd, men vi kan tage ud og se, om vi skal bringe dem i land. Det ville de gerne, så det har vi sørget for. Og så skal de selv sørge for at få båden bjærget, fortæller Palle Olesen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.