Skolevæsen

Både sogne- og sygehuspræst

Sigrid Wilbrandt Kjær starter i sit nye job 1. marts

Sigrid Wilbrandt Kjær indsættes i både Hillerslev, Kåstrup og Sennels Kirker samme dag, nemlig søndag 10. marts. Foto: Ole Iversen
Sigrid Wilbrandt Kjær indsættes i både Hillerslev, Kåstrup og Sennels Kirker samme dag, nemlig søndag 10. marts. Foto: Ole Iversen

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:40

SENNELS: Søndag 10. marts indsættes 42-årige Sigrid Wilbrandt Kjær som ny sognepræst i Hillerslev-Kåstrup-Sennels pastorat. I går var hun og hendes familie en tur i Sennels for at tage præstegården nærmere i øjesyn.

De flytter ind i slutningen af februar, så hun er klar til at tiltræde stillingen 1. marts.

Ud over at være sognepræst ved de tre kirker, så bliver Sigrid Wilbrandt Kjær også sygehuspræst, svarende til 50 procent af hendes præsteembede. Det er en ny stilling, idet der ikke tidligere har været en sygehuspræst ved Sygehus Thy-Mors i det omfang.

Hun har erfaring med i bagagen i forhold til begge funktioner i sit nye job. De sidste 12 år har hun fungeret som sognepræst ved forskellige kirker i københavnsområdet. Størstedelen af tiden i Værløse sogn 30 km vest for København.

- Det er et stort forstadssogn med en aktiv menighed. Her har jeg fået mange gode erfaringer, som jeg tager med mig videre til Thy. Jeg har meget, jeg kan tage med, men jeg har også meget at lære. Måske især om hvordan det er at bo og virke i en helt anden egn af landet, siger Sigrid Wilbrandt Kjær.

Det seneste år har hun været tilknyttet Rigshospitalet som hospitalspræst, og hun glæder sig til at udbygge sygehuspræstefunktionen ved Sygehus Thy-Mors.

Sigrid Wilbrandt Kjær er født og opvokset i Birkerød, men er kommet meget i Jylland på ferier gennem hele sin barndom.

- Det er en gammel drøm for mig at blive sognepræst på landet, og min familie og jeg glæder os meget til at flytte til Sennels og blive en del af livet i sognet, siger hun.

Med ind i præstegården flytter hendes mand Klaus Wilbrandt Kjær, der er læge, og parrets tre døtre Solvej, Kirsten og Agnete, henholdsvis 15, 13 og 10 år. Solvej er for tiden på efterskole i Holstebro, Kirsten skal begynde på Østre Skole og Agnete på Sennels skole.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden