Badende generet af olieforurening
Meget små olieklatter på en strækning fra Hirtshals til Tornby Strand
HIRTSHALS: Sommerens første gode badedag onsdag blev knap så fornøjelig en oplevelse for badende på en strækning fra Hirtshals og helt ned til Tornby Strand.
I vandkanten lå der nemlig masser af små olieklatter.
- Der er altså tale om meget små klatter. En ti’er er stor i den sammenhæng. Men for badende er det træls at træde i eller få på sig, fortæller miljøvagt ved Hjørring Kommune Mogens Klausen.
Miljøvagten tog kontakt til de statslige myndigheder, som havde mulighed for at sende et skib forbi området.
- Det kunne jo være, at det, vi kunne se på stranden, kun var et forvarsel om en større olieforurening længere ude. Men der var dog ikke noget derude, fortæller Mogens Klausen.
Ingen steder på strækningen er olie samlet så meget, at det ville give mening at skovle det op. I stedet sendes en traktor ud for at harve det ned i sandet. Det sker tidligt torsdag.
- Derefter bør det ikke være til så stor gene for de badende. Vi har dog også sat skilte op for at informere om, at der er olie, så folk bedre kan undgå det, siger Mogens Klausen.
Det er endnu uklart, hvor olien stammer fra. Der er taget prøver af det, men umiddelbart er der ingen skibe at rette mistanke imod, fortæller miljøvagten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.