Forurening

Badevandssynder skal findes

Dna-analyser skal opspore kilden til forurening ved Jerup Strand

Idyllisk ser der ud  ved Jerup Strand  på alle tider af året - men lad være med at gå i vandet. Arkivfoto: Bent Jakobsen
Idyllisk ser der ud ved Jerup Strand på alle tider af året - men lad være med at gå i vandet. Arkivfoto: Bent Jakobsen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:53

JERUP: Termometret sveder, og badevandet trækker i børn og voksne. Men ikke ved Jerup Strand.

Den var tidligere Blå flag strand.

Flaget er for længst pillet ned på grund af dårlig badevandskvalitet, men folk har alligevel badet fra stranden. Bl. a. fordi den er den eneste på østkysten, hvor bilkørsel er tilladt.

Men i år kommer der skilte med teksten "Badning frarådes" ved nedkørslen til stranden.

Vandkvaliteten ved Jerup Strand har de senere år været svingende, og bakterieindholdet til tider meget højt. Badevandet har dog hidtil opnået klassifikationen "tilfredsstillende", men efter badesæsonen 2017 klassificeres kvaliteten som "ringe" på grund af målinger af enterokokker og e-coli bakterier.

Nu skal årsagen til det forhøjede bakterieindhold findes.

Den ligger sandsynligvis et eller andet sted ved Jerup Å, der har udløb umiddelbart syd for badestranden.

Tarmbakterierne i badevandet kan stamme fra mennesker eller varmblodede dyr. For at opspore kilderne til forureningen, har Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø planlagt at lave dna-analyser af bakterierne i vandprøverne. Ved dna-analyse undersøges såkaldte markør-gener fra mennesker, kvæg, heste og svin. Resultaterne kan give information om, hvorvidt forureningen stammer fra mennesker - via kloaksystemer - eller fra f. eks. stalde, gylletanke eller afstrømning fra marker eller måske fra fugle.

Resultaterne fra undersøgelserne ventes at give grundlag for at forebygge forurening og sikre bedre badevandskvalitet på Jerup Strand, oplyses det i en orientering til kommunens plan- og miljøudvalg, der har sagen på dagsordenen tirsdag.

I sommer bliver der som noget nyt også udtaget vandprøver ved en nyoprettet kontrolstation 750 m nord for Jerup Strand med henblik på at afgrænse strækningen, hvor badning frarådes. Stationen ligger ud for de sydligste huse i Napstjert sommerhusområdet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden