Bælum

Bælum Butikshus ApS nu en realitet

225 fremmødte til den stiftende generalforsamling i byens hal

Bente Søgaard aflægger beretning for arbejdsgruppens hidtidige arbejde med at planlægge den nye dagligvarebutik.
Bente Søgaard aflægger beretning for arbejdsgruppens hidtidige arbejde med at planlægge den nye dagligvarebutik.

BÆLUM: Med omkring 225 fremmødte anpartshavere blev den stiftende generalforsamling for Bælum Butikshus ApS i Bælum Hallen torsdag aften en kæmpe succes.

- Selv om vi havde åbnet dørene til hallen allerede klokken 18, var der en stor kø mellem 18.45 og 19.15, når folk skulle registreres som anpartshavere. Så selve generalforsamlingen blev forsinket et kvarter, forklarer Bente Søgaard som formand for arbejdsgruppen bag planerne om en ny Spar købmandsbutik i Bælum.

De mange fremmødte repræsenterede knap 900 af de i alt allerede 1122 udstedte anparter i den nye butik.

Efter valg af advokat Hans Peter Storvang fra advokatfirmaet Storm i Aalborg som dirigent aflagde Bente Søgaard en beretning om arbejdsgruppens hidtidige arbejde siden idéen til en ny dagligvarebutik i Bælum blev fostret ved det første indledende lokalrådsmøde i november 2014 i Bælum Skovpavillon.

To repræsentanter for Dagrofa deltog også i generalforsamlingen.

Det var direktør Henning Olsen fra Købmandshuset, der efter arbejdsgruppens beretning orienterede om det nye fremtidige Spar koncept og hvad forbrugerne kan forvente sig i den nye butik. Han blev suppleret af chefkonsulent Brian Videbæk fra Dagrofas butiksudvikling, der fortalte om markedsanalysen og de fremtidige muligheder for den ny Spar butik i Bælum.

Herefter var der gennemgang af udkastet til vedtægter for Bælum Butikshus ApS og en efterfølgende godkendelse efter visse korrektioner.

Denne noget langvarige del af generalforsamlingen blev nøje varetaget af dirigent i skikkelse af advokat Hans Peter Storvang og hans kollega, advokatfuldmægtig Camilla Vinther Hansen.

Efterfølgende fremlagde og gennemgik Mogens Juul Jensen fra arbejdsgruppen budgettet for selskabet.

14 bestyrelseskandidater

Blandt de 14 opstillede bestyrelseskandidater blev der valgt en syv mand stor bestyrelse med to suppleanter.

Det skete ved en regulær afstemning efter at hver enkelt kandidat havde fået lov at præsentere sig for de mange fremmødte.

Den stiftende generalforsamling i Bælum Hallen varede godt fire timer, og Spar i Bælum var vært ved øl/vand og afsluttende kaffe og kage.

Onsdag 13. maj mødes den nyvalgte bestyrelse for at konstituere sig.

- Ud over det skal vi også have en nøje drøftelse af selve byggeprojektet af en ny dagligvarebutik, også med hensyn til at udbyde arbejdet. Det er jo nu at den egentlige planlægning går i gang, fordi den nu opløste arbejdsgruppen ikke har haft et beslutningsgrundlag, pointerer Bente Søgaard.

Hun håber oprigtigt at der kan tages første spadestik til den nye dagligvarebutik i Vestergade nabo til skolen Bælum på senere tidspunkt allerede her i år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden