Uggerby

Bage-Liv puster ud

Den nordjyske vinder af ”Den Store Bagedyst” er hjemme i Uggerby efter et par hektiske dage

UGGERBY: Hun har vidst det siden i sommer, da DR-programrækken ”Den Store Bagedyst 2015” blev optaget. Men først onsdag aften fik resten af Danmark at vide, at det var den kreative og i særklasse nordjyske hestepige Liv Martine Hansen, der vandt hele molevitten. På trods af det har det faktisk ikke været svært for den 25-årige vendelbo at holde tand for tunge.

- Jeg synes faktisk at det har været ret fedt at have den hemmelighed sammen med mine nærmeste, så jeg har slet ikke følt et behov for at sige det, siger Liv Martine Hansen.

- Vi hepper på dig

Selvom hun har haft lang tid til at forberede sig, har al virakken efter finalen onsdag aften alligevel været overvældende.

- Selvom de inde fra DR havde sagt til mig, at det ville blive vildt, havde jeg slet ikke forestillet mig hvor vildt, det ville blive. Der har været totalt mediestorm. Men det, der har overrasket mig mest, er alle de folk, der skriver tillykke til mig. Jeg har fået så mange søde beskeder fra seere, der har heppet på lille mig, der bager kager, siger Liv Martine Hansen.

Høje seertal

Over en million seere har hver uge fulgt med i hende og de andres anstrengelser med æltning, mousser der skulle stivne på det rigtige tidspunkt og uønskede buler i fondanten. Og det gør ”Den Store Bagedyst” til det meste sete tv-program i efteråret, selv Tv2’s seersucces ”Vild Med Dans” har ikke kunnet overgå amatør-bagerne.

Slapper af i Uggerby

Det store fokus og de mange begejstrede tilkendegivelser får da også Liv Martine Hansen til at lege med tanken om at gøre bagningen til sin levevej. Begge vindere af ”Den store Bagedyst”s to tidligere sæsoner lever i dag af deres hobby, som værter på andre tv-programmer, foredragsholdere og bagebogsforfattere.

- Men det er svært - man er jo nordjyde, så jeg har besluttet mig for at tage tingene, som de kommer. Jeg vil da gerne leve af at arbejde med kager, for det elsker jeg. Men jeg elsker også det liv, jeg har nu, med mit arbejde og mine heste. Og så vil jeg heller ikke skuffe mig selv, derfor ser jeg lige tingene an, siger hun.

Lige nu står den på afslapning hjemme i Uggerby på et par velfortjente fridag. Men allerede mandag er der igen bud efter den 25-årige kage-ekvilibrist, hvor turen går til København og tv-programmet Aftenshowet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden