Bagmænd i narkoring udleveres fra Spanien
47-årig udlandsdansker knyttes til indsmugling af 160 kilo hash til Danmark

Arkivfoto
AALBORG/SPANIEN:Nordjyllands Politi er sammen med kolleger fra Rejseholdet samt spansk politi ved at optrevle en international narkoring, der står bag indsmugling af narko til ikke alene Nordjylland men hele Danmark.
Derfor bliver seks mænd med dansk, marokkansk, britisk samt sydamerikansk pas i den kommende tid udleveret fra Spanien til Aalborg, bekræfter politikommissær Allan Overgaard, Nordjyllands Politi.
Tidligere i februar blev tre danskere i byretten i Aalborg dømt for forsøg på indsmugling af 160 kilo hash i en ombygget autocamper, og politiet mener, at en 47-årig dansker bosiddende i Spanien er hovedmanden bag smuglingen.
Fat i bagmændene
Han blev fængslet 1. december i Spanien og bliver nu udleveret til retsforfølgelse i Aalborg sammen med de øvrige fem mænd. De bliver alle sigtet for forsøg på indsmugling af 160 kilo hash til Danmark.
Dermed mener politiet ikke alene at have fået fat i den danske bagmand, der står bag eksport og distribution af narko til Danmark, men også hans forbindelser.
- Det er vores opfattelse, at den 47-årige dansker har benyttet sig af dette netværk til eksport og distribution af narko til Danmark, siger Allan Overgaard.
- Hvis vi kan tage hele denne narkoring ud af spil, vil vi kunne nedbringe mængden af narko, der kommer til Danmark, fortsætter han.
Tre dømte
Det var 1. december, at politiet slog til og anholdte de fleste af de mistænkte, og Rejseholdet har efterforsket sagen i Spanien sammen med det lokale politi.
Siden har tre danskere 13. februar i byretten i Aalborg tilstået forsøg på smugling af 160 kilo hash til Danmark i den ombyggede autocamper.
Christian William Kaus Jensen og Flemming Tvile Seberg, begge fra København, blev ud over de 160 kilo også dømt for indsmugling af 300 kilo hash i perioden 2009 til 2013. Straffen blev tre og et halvt års fængsel til hver.
Desuden blev nordjyske Christian Sauer Andersen idømt halvandet års fængsel for medvirken i salg af 30 kilo hash samt en mindre rolle i indsmuglingen, dog kendte han kun til de 100 kilo hash.
Narko til hele landet
Samtidig efterforsker Nordjyllands Politi mod to mænd fra Fyn, og derfor mener politiet, at ringen har forsynet hele Danmark med narko.
De seks er udover den 47-årige dansker, en dansk mand på 31 år, der formentlig var chauffør i autocamperen. Desuden er det en 45-årig marokkansk statsborger, en 33-årig mand med britisk pas og en 47-årig britisk statsborger. Endelig er det en 40-årig colombiansk mand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.