Bak vil forsvare sejr i Aalborg
Lotto-rytteren skal igen køre gadeløb i Aalborg
AALBORG: Den professionelle cykelrytter Lars Bak kommer igen i år til Aalborg for at deltage i byens efterhånden traditionsrige gadeløb i begyndelsen af august. Og Lars Bak vil have et stort forventningspres på sine skuldre, efter han vandt gadeløbet med mål ved Nytorv sidste år.
I øjeblikket kører han de franske landeveje tynde som en af hjælperne på det belgiske mandskab Lotto-Bellisol, hvor hans arbejde endelig bar frugt torsdag eftermiddag, da holdets tyske sprinter Andre Greipel vandt en etape.
Lars Bak forventes dog ikke at blive det eneste topnavn til start i Spilnu.dk Grand Prix 2. august. Foruden de mange danske kontinental-mandskaber er arrangørerne i dialog med flere topnavne.
- Vi er super glade for at have Lars Bak til start igen i år, og han vil være en naturlig favorit til at kunne gentage sin sejr i løbet fra sidste år, udtaler Jonas Mikkelsen fra Special Invite, der står bag det aalborgensiske gadeløb.