Bakkerne vokser ind i himlen

HJØRRING:Det virker usandsynligt, at de besindige og underspillede vendelboer har kategoriseret området som bjerge. For det er måske liiige at tage munden lidt for fuld og et tegn på lidt for store ambitioner, når Hjørring påstår, at det ligefrem favner bjerge.

Men selvom man måske møder området med en forudindtaget skepsis og et ironisk smil på grund af titlen, så overrasker Hjørring Bjerge. Ikke fordi man kommer ud på bjergbestigning eller Camino-vandring - men den er god nok - det er altså stejle bakker, der er tale om.

Ruterne gennem Hjørring Bjerge begynder og slutter ved det 69 meter høje udsigtstårn, med udsyn udover Hjørring by på den ende side og til den anden side Vestvendsyssel. Det giver den der helt specielle, boblende følelse af at være en af de indviede, der har opdaget et helt særligt sted, når man står der på toppen, og ser udover bølgende bakker, der bliver til marker, og i horisonten Lønstrup, vindmøller og den ikoniske lille sandørken med fyret i midten, Rubjerg Knude fyr.

Smuk solnedgang

Hjørring Bjerge er allerflotteste sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, fordi himmelen mod vest og solnedgangen er helt fri for bygninger og andre forstyrrende elementer. Fra det høje landskab kommer solnedgangen i den grad til sin ret, og man får fodret sin fascination af skyer, skygger, lys, og farveskalaer på himlen.

Bakker og kuppelformede forhøjninger er flere gange dækket af pudder af buskads, træer og af stedsegrøn, violet og lilla lyng. Lyngbakkerne og resten af de grønne områder bliver gumlet i gang af får og lam, der græsser i indhegnede områder mellem bakker og dalene.

Når man går her, kan man forestille sig, hvordan det må have set ud, da Danmarksmesterskaberne i skihop blev afholdt lige her i 1967, og hvor den lokale Peter Jacobi vandt over københavnerne med et hop på 20 meter. En knap så morsom anekdote og idyllisk fortid som Hjørring Bjerge gemmer, er, at byens galge stod her på gammel tid, og blev sidst brugt til henrettelse af Thomas Thomasen med tilnavnet Bisp i 1822.

I dag er stedet ikke en platform for dramatiske afstraffelser af kriminelle, men derimod et vandretursområde, hvor turister, fastboende vendelboer, familier, hundeluftere, løbere og naturelskere med kikkert går ture, og der er stadig plads til mange flere i de rolige og stille omgivelser, hvor uldne får, sortbrogede køer og en sjælden gang rådyr græsser.