Bakning med trailer som del af idrætsuge
Idrætsugen i Veddum er i gang
VEDDUM: Adskillige bilister med en krog monteret på den firehjulede har prøvet at bakke med en trailer og kan skrive under på, at det ikke er så let endda.
I Veddum har man gjort det til en sportsgren, som man testede søndag eftermiddag i forbindelse med starten på årets idrætsuge.
Knap en halv snes to-mandshold dystede på en afmærket bane. Først skulle den ene kører bakke banen igennem med traileren. Derefter skulle der læsses tomme ølkasser på traileren, hvorefter det var codriverens tur til at køre banen igennem på normal vis uden at tabe kasserne. Hver gang bil eller trailer berørte de udlagte bånd blev der lagt ti sekunder til tiden.
Det blev en spændende og ikke mindst morsom dyst for de mange mennesker, der var mødt op på stadion i landsbyen. Man gik efterfølgende ikke så højt op i placeringerne.
I løbet af dagen blev der også budt på familiedyst, og man sluttede af med kaffe og kage i teltet.
I de kommende dage står der fodbold på aftenprogrammerne, men der bliver også mulighed for at dyrke petanque.
Midt i ugen arrangeres der fællesspisning, stegt flæsk og persillesovs, i teltet, der er opstillet på stadion, ligesom der bydes på konkurrence i kagebagning.
Ugen rundes af lørdag, hvor der inviteres til sambas-fodbold på stadion med efterfølgende fest i teltet.
- Den kommende søndag inddrages også i arrangementet. Fra kl. 10 står den på oprydning, hvorefter idrætsforeningen byder på frokost til alle, der giver en hjælpende hånd med, siger Mikkel Arnskov fra Veddum Idrætsforening.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.