Ballade om byggeri i Bangsbostrand
Jacob Jensen vil opføre tre parcelhuse i eksklusivt kvarter
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:46
FREDERIKSHAVN: Beboerne på Carl Ewalds Vej i Bangsbostrand må affinde sig med, at der opføres yderligere to huse på vejen.
Restauratør og bygmester Jacob Jensen har købt hjørneejendommen på Carl Ewalds Vej med adresse Sæbyvej 161 og revet den ned for at bygge nyt.
Hans oprindelige ide om at bygge lejeboliger blev skudt ned i plan- og miljøudvalget.
Ideen strittede for kraftigt mod intentionerne i byplanvedtægten, der sætter en minimumsgrænse på 900 kvadratmeter pr. grund i området.
Nu har plan- og miljøudvalget givet dispensation til et nyt udstykningsforslag med tre parcelhusgrunde på lidt over 700 kvadratmeter.
Kun Paul Rode Andersen (SF) stemte imod.
Jacob Jensen, der tidligere selv boede på Carl Ewalds Vej, er blevet en kontroversiel person, ikke bare på vejen, men også i resten af Bangsbostrand.
For tre år siden rejste han en proteststorm, da han fremlagde planer om et ”olde-kolle” i afdøde direktør K. A. Olsens store have i Bangsbostrand.
Planerne blev blokeret ved, at en nabo købte det gamle hus med den store have.
Naboerne til de kommende huse på Carl Ewalds Vej er sure.
En af dem er Jørn Ole Nielsen. Han synes området bliver for tæt bebygget ved at tillade tre huse på grunden.
- Hvorfor vil Frederikshavn Kommune genere en række borgere for at én mand kan tjene penge, spørger han.
Efter hans vurdering er udstykningen i tre grunde været en forudsætning for at få økonomi i at rive det gamle hus ned og bygge nyt.
Den store hjørnegrund har vejadgang til Sæbyvej, men to af de tre nye grunde skal have vejadgang til Carl Ewalds Vej, som er en privat grusvej.
Flertallet af beboere er imod øget trafik på vejen. Men de kan ikke nægte at give andre vejadgang, vurderer kommunen.
Teknisk udvalg besluttede tirsdag, trods indsigelserne, at tildele to nye grunde vejret på Carl Ewalds Vej. Den sidste får vejadgang fra Sæbyvej.