Balling og MTH glæder sig til håndboldbrag

Mors-Thy kan i søndagens kamp i Thy Hallen med en sejr over Skanderborg tage et langt skridt mod slutspillet

Morten Balling og MTH møder i en skæbnekamp Skanderborg med flere tidligere MTH-spillere på holdet. Foto: Ole Iversen

Morten Balling og MTH møder i en skæbnekamp Skanderborg med flere tidligere MTH-spillere på holdet. Foto: Ole Iversen

THISTED:- Det bli’r en fed kamp. Den glæder vi os til.

Der er lagt op til et brag af en håndboldkamp, når topscorer Morten Balling og Mors-Thy Håndbolds ligamandskab søndag tørner sammen med Skanderborg i Thy Hallen. Her kæmper MTH for at komme med blandt de otte hold i slutspillet for første gang nogensinde.

Fredag aften avancerede Mors-Thy Håndbold i kraft af en bedre målscore til en slutspilsplads, da Aalborg vandt 29-22 over Ribe-Esbjerg.

- Det var fint - også at de vandt en forholdsvis stor sejr, men vi skal først og fremmest tænke på vores egen kamp. Vi skal ud og spille en god kamp i en fyldt Thy Hal, der kan bære os frem til en sejr, siger Morten Balling.

Skanderborg er med to kampe tilbage tre point fra både MTH og Ribe-Esbjerg, så Skanderborg har også en chance for at snuppe den sidste slutspilsplads. Skanderborgs topscorer hedder også Balling med fornavnet Peter - Morten Ballings lillebror, og han er en af flere spillere på Skanderborgs hold med en fortid i MTH.

- Det bliver sjovt at møde dem. Der er mange, vi kender, og der er også familiære bånd, så det er da noget, vi har snakket med hinanden om op til kampen. Når først kampen går i gang, er det en kamp ligesom alle andre, men det er da med til at give kampen en ekstra dimension, siger Morten Balling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Mia-sagen: Nu skal vidnerne afhøres
Luk