Ungdomsuddannelser

Bamser mod fattigdom

Produktionsskole har knoklet med bamserne for at støtte indsamling

Eleverne fra Lille Vildmose Produktionsskole i Kongerslev har arbejdet utroligt koncentreret med opgaven. Foto: Michael Bygballe
Eleverne fra Lille Vildmose Produktionsskole i Kongerslev har arbejdet utroligt koncentreret med opgaven. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe

KONGERSLEV: Seks elever fra mode- og designlinjen på Lille Vildmose Produktionsskole har i de seneste to uger knoklet med at sy bamser til fordel for den store Danmarks Indsamling, som skydes i gang lørdag 1. februar.

Indsamlingen, der i år har overskriften, Når mor mangler, støtter hvert år projekter i nogle af verdens fattigste lande, og formålet er at halvere fattigdommen, sikre skolegang for alle børn og mindske børnedødeligheden med to tredjedele inden år 2015.

Eleverne fra Lille Vildmose Produktionsskole er blandt andet blevet inspireret af månedsbladet, Alt om Håndarbejde, som vil donere 25 kroner til indsamlingen pr. bamse.

Bamserne fra produktionsskolen afleveres lørdag i stofbutikken, Stof 2000, i Aalborg, som sender dem videre, og værkstedsleder Connie Mikkelsen fortæller, at alle har arbejdet hårdt og koncentreret.

- Men det har også været et spændende projekt at sy bamserne, som er blevet meget flotte. Og undervejs har vi også haft mange gode snakke om, hvor den bamse, vi nu sad med, endte henne, fortæller hun.

Bamserne er alle fremstillet i rester, værkstedet på mode- og designlinjen havde i forvejen, og da de skal bruges af børn i den tredje verden, har eleverne lagt vægt på at bruge farvestrålende stoffer og stofsammensætninger.

På www.altomhaandarbejde.dk kan man læse mere om bamse-projektet og Danmarks Indsamlingen, som starter i næste uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden